Sundhedsudspil: Kvart million københavnere risikerer at få nyt hospital med for lidt plads

Samtlige københavnere skal ifølge udspillet høre til på sundhedsfællesskabet ved Bispebjerg Hospital, og det møder kritik fra region, kommune og i Folketinget.

Peter Hummelgaard (S) frygter, at Amager Hospital må lukke, hvis regeringens sundhedsreform bliver til virkelighed. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

En længere køretur til hospitalet - og mindre plads per patient.

Det kan blive konsekvensen af regeringens sundhedsudspil for over en kvart million københavnerne.

Der er nemlig lagt op til, at samtlige københavnere og borgere på Frederiksberg skal være tilknyttet sundhedsfællesskabet på Bispebjerg Hospital. I dag er størstedelen fordelt mellem Bispebjerg/Frederiksberg og Amager/Hvidovre Hospital.

Dermed skal Bispebjerg overtage cirka 260.000 borgere fra Amager-Hvidovre Hospital. Og det er der slet ikke plads til på Bispebjerg, mener Sophie Hæstorp Andersen, formand i Region Hovedstaden (S).

- Hvis det her bliver til virkelighed, vil vi have et hospital på Bispebjerg, som er for lille, og et hospital på Hvidovre, som er for stort. Det er meget, meget mærkeligt.

Det kan betyde, at borgerne på Bispebjerg får en dårligere service, og det er borgerne ikke tjent med, mener hun:

- Man skal være sikker på, at man kommer ind i nogle rammer, hvor man ikke sidder i bunker i venteværelset og sover ude på gangen, mens man på andre hospitaler har enestuer, siger Sophie Hæstorp Andersen.

S: Frygter lukning af Amager Hospital

Folketingspolitiker for socialdemokratiet Peter Hummelgaard er også gået ind i sagen. Han frygter, at Amager Hospital risikerer at lukke, hvis de mister så mange patienter, som der er lagt op til.

- Der står ikke noget om Amager Hospital i sundhedsudspillet, og det gør mig bekymret, siger han.

Hvis regionerne bliver nedlagt, frygter han, at der ikke længere vil være den politiske opbakning, der kan holde Amager Hospital kørende:

- Det er kun med det yderste af neglene og på grund af politiske beslutninger, at man har bibeholdt akutfunktioner på Amager Hospital indtil nu, siger han.

På Københavns Rådhus rynker sundheds- og omsorgsborgmesteren også på næsen af udspillet. Sisse Marie Welling (SF) kalder udspillet om de 21 sundhedsfællesskaber 'noget sjusk'.

- Man har glemt 260.000 borgere i København, der i dag har Amager/Hvidovre Hospital som optageområde.

Samme problem i Rudersdal

Det er ikke kun i København, at man undrer sig over måden, regeringen har tegnet linjerne på kortet over sundhedsfællesskaber.

I Rudersdal kan borgerne se frem til at skulle skifte fra Herlev/Gentofte Hospital, hvor størstedelen af kommunens borgere er i dag, til akutsygehuset ved Nordsjællands Hospital.

Det ærgrer Randi Mondorf, der er byrådsmedlem i Rudersdal for Venstre:

- Vi har allerede et meget velfungerende akutsamarbejde under et frikommuneforsøg. Og det er en ordning, som vores borgere er meget glade for, siger hun.

Sundhedsminister erkender problemer

Ellen Trane Nørby, sundhedsminister (V), har ikke haft mulighed for at stille op til interview.

Men i et skriftligt svar lyder det:

- Der er ingen tvivl om, at der især for Københavns Kommunes vedkommende er tale om et særligt tilfælde, fordi der er så mange borgere i kommunen, skriver hun.

Hun skriver, at "regeringen selvfølgelig er åben for at justere grænsedragninger mellem sundhedsfællesskaberne efter indspil fra kommunerne".

En løsning kunne være, foreslår hun i det skriftlige svar, at København kan være med i to sundhedsfællesskaber, så borgerne bliver på det hospital, de allerede er på.

Tidligere kunne overskriften forstås, som om det var en kendsgerning, at de 250.000 københavnere skal flytte hospital, men det er blot en 'risiko', og dette fremgår nu af overskriften.