Spækhuggere på spil ved Helsingør

For første gang nogensinde er spækhuggeren blevet spottet i Øresund. Områdets mange sild, makreller og tun har formentlig lokket den hertil.

  • Rygfinne af en formodet spækhugger spottet i Øresund fra Danmark af fotograf Tony Jensen 26. august 2024. (Foto: © Tony Jensen)
  • Rygfinne af en formodet spækhugger spottet i Øresund fra Danmark af fotograf Tony Jensen 26. august 2024. (Foto: © Tony Jensen)
  • Formand for sportsdykkerklubben Aquanaut i Helsingør, Kim Schrøder, håber, at spækhuggeren bliver boende i farvandet mellem Danmark og Sverige, og han er ikke bange for at støde på det store dyr i havet ud for Helsingør.
1 / 3

Der er sæler. Der er marsvin. Og nu er der så et nyt havpattedyr at kigge efter i det smalle farvand mellem Danmark og Sverige.

For er man rigtig heldig, når spejder ud over havet ved Helsingør, så kan man måske spotte en spækhugger.

I hvert fald har flere øjenvidner oplevet den sort-hvide tandhval i vandet. Og det er første gang, at det er sket i Øresund.

Jens Peder Jeppesen er marinbiolog og leder af Øresundsakvariet i Helsingør, og han er en af de heldige, der har mødt spækhuggeren på havet.

- Det var en meget mærkelig følelse. Det var slet ikke den, vi kiggede efter, og min første tanke var, at den slet ikke skal være her. Men det var den jo, og blodet forsvandt helt fra mit hoved.

Han vurderer, at det er områdets store forekomst af føde, der har lokket den tonstunge tandhval til Øresund.

- Der er store mængder tun, makrel og sild i Øresund, og jeg kunne forestille mig, at det har fået den til at svømme ind i det smalle sund.

Skal kæmpe om pladsen

Spækhuggerne skal dele farvandet med færgeruter på tværs, skibstrafik på langs og så et hav af lystsejlere og fritidsfiskere og dykkere. Derfor kan det også gå hen at blive en sjældenhed, at man får øje på dyret, der kan blive op til otte meter lang og veje fire tons.

- Området er sindssygt trafikeret, så vores bekymring er, om den kan eksistere i så befærdet et område. Men det er ikke utænkeligt, at de kan vænne sig til det. Vi har også marsvin, som er lige så sky som spækhuggerne, og de har vænnet sig til trafikken - måske fordi der er så meget mad, siger Jens Peder Jeppesen.

Hvis spækhuggeren ligesom marsvinene prioriterer føde over trængsel, så tror han, at vi også i fremtiden kan være heldige at opleve hvalen i Øresund.

Dykkere glæder sig over nyt dyr

Også hos nogle af dem, der risikerer at støde på det store dyr under vandet er der begejstring at spore, efter at spækhuggeren er begyndt at besøge Øresund.

I sportsdykkerklubben Aquanaut fra Helsingør glæder formand for klubben, Kim Schrøder, sig over, at endnu en spændende art har været forbi. Og han kunne i hvert fald godt tænke sig at møde dyret med øgenavnet "dræberhvalen".

- I første omgang ville jeg nok sige, at det ikke er så sjovt, men jeg tror, at det må være en fantastisk oplevelse at møde den. Jeg vil nok blive overrasket, men også imponeret og glad, for det er et flot dyr. Og selvom den er farlig for andre dyr, så er den ikke farlig for os mennesker, siger Kim Schrøder.

Heller ikke marinbiolog Jens Peder Jeppesen er bekymret over muligheden for at støde på spækhuggeren.

- Overhovedet ikke. Hvis jeg ser den igen, springer jeg ud til den og ser, om den vil snorkle med mig. Man skal virkelig nyde oplevelsen, men bange - det skal man ikke være, siger han.

Det er kun få år siden, at tunen efter 55 års fravær vendte tilbage til Øresund, og der bliver i dag arrangeret både tun-, sæl-, havfugle- og marsvinsafari fra Øresundsakavariet i Helsingør. Måske kan akvariet i fremtiden tilføje spækhuggersafari til den liste.