Roskilde sender ny ansøgning: Diger skal stoppe voldsomme vandmasser

Roskilde Kommune vil have lov til at bygge diger for at modstå stigende vandmasser.

Diger skal hjælpe Roskilde og Jyllinge Nordmark med at modstå stigende vandmasser. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

I går rasede stormen Ingolf, og flere kommuner - heriblandt Roskilde - forventede stigninger i vandstanden på op til næsten to meter.

Så slemt gik det dog ikke.

Med en stigning på 1,28 meter i vandstanden i Roskildes mest udsatte område, Jyllinge Nordmark, kunne man nemlig ånde lettet op.

Men stigningen i vandstanden er ikke holdbar i længden, mener Roskildes borgmester Joy Mogensen (S). Derfor har kommunen sendt en ansøgning om at få lov til at bygge permanente diger, der kan stoppe vandmasserne.

Den originale ansøgning sendte man i 2014, men den er siden blevet ændret flere gange blandt andet på grund af klager.

Den nye og ændrede ansøgning er i øjeblikket i høring og vil nå frem til Kystdirektoratet omkring årsskiftet.

Joy Mogensen håber, at ansøgningen bliver godkendt hurtigst muligt.

- Den her situation kræver, at vi får lov til at bygge hurtigere, siger hun og tilføjer:

- Lad os nu snart få bygget det dige. Giv os lov til at gå i gang, så kan vi begynde anlægsarbejdet til næste år.

Der er flere måder, man kan afværge oversvømmelser på, fortæller borgmesteren.

For eksempel er der planlagt en sluse, der adskiller Roskilde Fjord fra åen, et dige ved fjorden og et dige ved åen.

Den indsendte ansøgning kræver en lovændring, og borgmesteren håber, at Folketinget vil vedtage lovændringen, inden kommunens ansøgning lander ved Kystdirektoratet. Det vil gøre det nemmere at få ansøgningen igennem, forudser hun.

- Jeg ved, at mange folketingspolitikere er blevet rørt af oversvømmelserne. Det, tror jeg, vil få politikerne til at skynde sig at gennemføre den lovgivning, de har lovet, siger Joy Mogensen.

Beboer: Det ville være fantastisk

Line Skovrider er en af dem, der bor i Jyllinge Nordmark og holder øje, hver gang der er en storm.

Hun planlægger at forlade sit hjem, få børnene passet og tømme diverse rum i huset, hver gang der forventes vandstigninger. For hende er det ren rutine, når vandmasserne forventes at stige.

Derfor var det også en stor glæde, at vandmasserne ikke nåede frem til huset i denne omgang.

- Det er bare en sindssyg lettelse at se, at vandet ikke nåede længere op, siger hun.

Hun håber, at man får lov at bygge diger, så det i fremtiden ikke bliver nødvendigt at frygte det værste, når der er storm.

Det kan dog trække ud, hvis der bliver klaget over ansøgningen, men hun krydser fingre for, at det ikke sker.

- Går det glat igennem, tror jeg, de kan starte i april. Det ville jo være fantastisk, siger Line Skovrider.