Det er ikke altid nok at komme i psykiatrisk behandling, hvis man har forsøgt at begå selvmord. Mange prøver at begå selvmord igen, efter de har været behandling.
Det skal der gøres noget ved, mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
I alt får regionerne nu 25,8 millioner kroner til at forebygge selvmord. De 18 millioner går til et pilotprojekt i Region Hovedstaden, som vil have fokus på den personlige kontakt mellem selvmordstruede og fagfolk i tiden lige efter behandling:
- Vi har afsat pengene, så vi kan arbejde langt mere forebyggende, end vi hidtil har gjort. Blandt andet med hjemmebesøg, siger Ellen Trane Nørby.
I den første uge efter udskrivelse fra psykiatrisk behandling, er risikoen for selvmord nemlig 300 gange større end hos resten af befolkningen, viser tal fra Center for Selvmordsforskning.
Derfor vækker det begejstring hos Merete Nordentoft, der er overlæge på Psykiatrisk Center København, at de har fået penge og kan gå i gang med deres pilotprojekt.
- Jeg er meget glad for pengene. Vi vil prøve at bygge en bedre bro mellem den situation, man er i, mens man er indlagt, og den situation, man er i, når kommer hjem og skal være udenfor hospitalet, siger hun og fortæller, at de pårørende blandt andet inddrages mere, ligesom patienterne vil få hjemmebesøg kort tid efter udskrivelsen.
Merete Nordentoft ved endnu ikke, om indsatsen vil virke. I forbindelse med pilotprojektet vil der derfor blive lavet et videnskabeligt studie, som skal vise, om tiltaget har haft indflydelse på i hvor høj grad, patienterne begår eller forsøger at begå selvmord kort tid efter udskrivelsen.
- Hvis vi kan vise, at vi med denne metode kan nedbringe risikoen for selvmordshandlinger efter udskrivelse, så tror jeg, at mange regioner vil være interesserede i at kopiere metoden, siger hun.