Region vil hive indvandrere, unge og arbejdsløse i stemmeboksen

Region Hovedstaden vil hæve stemmeprocenten ved kommunal- og regionsrådsvalget i november.

Ved kommunal- og regionsrådsvalget i 2013 var stemmeprocenten i hele landet på 71,8%. Region Hovedstaden havde den laveste valgdeltagelse med 68,4%. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Ved seneste kommunalvalg i 2013 var stemmeprocenten i Region Hovedstaden 3,4 % lavere end i resten af landet. Derfor lægger regionen nu op til at øremærke 425.000 kroner til indsatser, der skal få flere unge, indvandrere og arbejdsløse til at stemme.

Det er helt basale informationer, de skal have, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S):

- Forskningen viser, at det er meget få ting, der skal til, for at folk går hen og bruger deres stemmeret. Noget så elementært som hvad det er, vi stemmer om, og hvordan du kan få lov at afgive din stemme, siger hun.

Selvom valgdeltagelsen generelt er lavere blandt unge, arbejdsløse og indvandrere, så er valgforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch kritisk over for de målrettede kommunikationsindsatser.

- Ved de her kampagner får man sendt et signal om, at hvis vi har en lav valgdeltagelse, så ligger skylden hos de unge, de etniske minoritetsgrupper og dem, der er marginaliseret på arbejdsmarkedet.

Den lavere valgdeltagelse handler nemlig ikke kun om vælgerne, siger han.

- Det handler også om at kommunalpolitikken har ikke den samme mediemæssige opmærksomhed, og at kommunalpolitikerne gør nogle ting, som gør at folk ikke stemmer, siger Roger Buch.

Der er tradition for, at Region Hovedstaden bruger en krone pr. borger på kommunikationstiltag op mod kommune- og regionsvalg. De 425.000 kroner er en del af de penge.