Det kommer til at gå ud over politiets øvrige opgaver, at det forhøjede politiberedskab er blevet forlænget med to måneder - nu frem til 1. november.
Det vurderer formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt. Beredskabet burde have være neddroslet 1. september, men en fortsat trussel for nye angreb mod danske jøder har fået Rigspolitiet til at ændre planer, skriver Berlingske.
- Det er alle typer opgaver. Der vil være længere sagsbehandlingstid, og opgaver som politiet ikke kan komme ud til længere. Der vil blive prioriteret benhårdt i opgaverne, siger Claus Oxfeldt og slår fast, at politiet stadig vil rykke ud til 112-opgaver.
'Vi er pressede'
Siden skudattentaterne mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade har betjente fra hele landet holdt vagt ved synagogen og andre udvalgte bygninger.
Det har udløst tusindvis af overarbejdstimer i politikredsene øst for Storebælt hos en efterhånden presset og for lille politistyrke, siger Claus Oxfeldt.
- Antallet af hænder svarer ikke til mængden af opgaver. Man skal huske på, at dansk politi er blevet 580 mand færre siden 1. januar 2011. Det er ikke kun det forhøjede terrorberedskab, der har gjort det. Vi er pressede, siger han.
Politikerne sover tornerosesøvn
Ifølge direktør i Københavns Politi Thorkild Fogde kommer bevogtningssituationen ikke tilbage til samme niveau, som før angrebet. Han mener, at sikkerhedsniveauet generelt vil være højere i fremtiden og fortæller, at Københavns Politi er gået i gang med at frigøre op til 75 betjente fra administrative funktioner, så de kan hjælpe til på gaden.
Hos Politiforbundet mener formand Claus Oxfeldt, at situationen skal løses ved, at politiet får tilført flere midler, når Folketinget til efteråret skal tage stilling til en ny aftale for politiet.
- Jeg har en klar forventning om, at samtlige politiske partier har indset, at dansk politi ikke er dimensioneret, som det burde være. De (politikerne, red.) må snart vågne op fra deres tornerosesøvn, siger han