Politiets fotovogne må ikke lugte af pengemaskine

Politiet vil udelade fotovogne fra opgørelser og måltal, for at undgå mistanke om at de er pengemaskiner

Rigspolitiet vil sikre, at fotovognene ikke bliver brugt som pengemaskiner men alene skal gavne trafiksikkerheden. (Foto: © Lars Paaske)

- Fotovogne skal bruges til at fremme trafiksikkerhed - ikke til at kradse penge ind til statskassen.

Sådan lyder det fra Rigspolitiet, der vil af med fotovognenes image som pengemaskiner, skriver Berlingske.

Politiet er blevet kritiseret for at opstille vognene på strækninger, hvor der ikke er problemer med trafiksikkerheden, men hvor de til gengæld blitzer løs mod bilister, der har foden lidt for tungt placeret på speederen.

Formålet med fotovognen skal være klart

Mens fotovognene uden tvivl har været en god forretning rent økonomisk, så har både bilister og nogle betjente være tvivl om fotovognenes effekt for trafiksikkerheden, skriver Berlingske.

Derfor har Rigspolitiet bedt politikredsene om at indsende analyser af de trafikale forhold. Analyserne skal bruge til at få placeret fotovognene de steder, hvor de gavner sikkerheden bedst.

- Vi ved godt, at fotovognene aldrig bliver populære, men vi har en ambition om at få forståelse for, at vi er der for at øge sikkerheden, siger politidirektør Svend Larsen fra Rigspolitiet.

Ikke længere krav om måltal

Indtil har fotovognene være en del af politikredsenes måltal, hvor man skulle nå et antal bødeindtægter og klip for at opfylde politimestrenes konktraktmål.

Det bliver nu lavet om, så der ikke længere er noget krav om et fast antal uddelte bøder. Til gengæld er det et krav, at vognene bruges i mindst 2000 timer om året.

Fotovognene er et af politiets bidrag til Færdselssikkerhedskommissionens mål om at halvere antallet af trafikdræbte fra 2010 til 2020. Sidste år blev 185 personer dræbt i trafikken.