- Vi prøver at stresse dem så meget, at det ikke er attraktivt at være i bandemiljøerne.
Sådan lyder det fra politikommissær ved Københavns Politi Steffen Thaaning Steffensen.
I den seneste tid har Københavns største bande, Loyal to Familia, intensiveret sin jagt på nye medlemmer, skriver Berlingske mandag.
Og den ekspansion sætter SSP og Københavns Politi nu alt ind på at stoppe.
Det sker ved, at man direkte opsøger de børn og unge, der er i farezonen for at blive "headhuntet" til banden, men også ved at "stresse" bandemedlemmerne, fortæller Steffen Thaaning Steffensen.
- Her i weekenden kørte vi massivt på dem på Nørrebro. Natten mellem lørdag og søndag lavede vi nok en 30-40 visitationer, siger han.
For at undgå at de unge bliver hvervet til banderne, har politiet siden april foretaget flere visitationer i området omkring Blågårds Plads på Nørrebro, hvor banden stammer fra.
- Vi forsøger at finde deres våben, og vi forsøger at tage dem med narko. Og finder vi dem med skudsikre veste, så kan vi tage dem efter politiloven og fjerne dem fra gaden et stykke tid, siger politikommisæren.
- Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at lægge det her pres, tilføjer han.
Lokale tager affære
Også flere af beboerne på Nørrebro gør, hvad de kan, for at holde banden i skak.
- Vi har lavet et sted, som er Loyal to Familia-frit område, hvor de unge kan komme uden at skulle have kontakt til de kriminelle, siger Mogens Petersen, der er formand for Nørrebro Lokaludvalg.
Han synes dog godt, at politiet kunne være endnu mere til stede i området.
Anahita Malakians, som bor på Nørrebro og er mor til tre, er bekymret over, at bandemedlemmer blandt andet giver børn i bydelen ting som sodavand.
- Børnene på skolen taler om dem som en slags Robin Hood. For de ved jo ikke, hvad der er baggrunden for, at de lige pludselig får alle mulige ting, siger hun.
Hun har blandt andet fortalt sin søn på 11 år, at han skal løbe, hvis der nogensinde er nogen, som virker til at være bandemedlemmer, der henvender sig til ham.
Siden nytår har SSP og Københavns Politi haft kontakt med 61 børn og unge på Nørrebro, som de frygter har været i kontakt med Loyal to Familia.