Længere rejsetid.
Det kommer Michelle Østergaard og mange andre pendlere til at opleve fra den 4. januar. Hun bor i Malmø og arbejder i København, og allerede nu lever hun med id-kontrol fra det svenske politi på Hyllie Station uden for Malmø. Men fra 4. januar skal hun også vise id på stationen i lufthavnen, hvor DSB opretter kontrol.
Michelle Østergaard har pendlet mellem København og Malmø siden 2008, og hun er ikke begejstret for udsigten til længere rejsetid. DSB oplyser i dag, at rejsetiden mod Sverige kan blive op til 45 minutter længere, men Michelle Østergaard er bange for, at turen hjem fra arbejde kan komme til at koste hende endnu mere tid.
- Der kan være sporskifte og signalproblemer, og de forsinkelser kommer jo oven i. Derudover er der rejsende med store kufferter, som bor i Sverige – og de skal jo stå i kø sammen med alle os andre, siger hun.
Alligevel vil Michelle Østergaard ikke prøve at søge job i Sverige.
- Nej, jeg er glad for mit arbejde. Det har fungeret upåklageligt at pendle, så jeg håber bare, at denne her situation ikke kommer til at vare i lang tid, siger hun.
Det vides endnu ikke, hvor længe Sverige vil kræve id-kontrol.
- •
Fra den 4. januar skal alle rejsende til Sverige skifte tog på stationen i Københavns Lufthavn.
- •
På stationen skal de igennem én af de op til 34 id-kontrolsluser, der er fordelt over fem områder.
- •
DSB opretter id-kontrol, fordi det bliver transportørens ansvar, at der ikke kommer rejsende fra Danmark til Sverige uden gyldigt id. Det har de svenske myndigheder bestemt.
- •
Læs mere om ID-kontrol på rejser til Sverige.