Når en flygtning kommer til Hillerød Kommune, kan det meget vel være en frivillig fra foreningen 'Hillerød byder flygtninge velkommen', der tager imod.
Men mens de frivillige kræfter mener at hjælpe de nytilkomne, så gør politikerne det modsatte med deres retorik om indvandringen. Det siger foreningens formand, Sten Svensson:
- Politikerne sammenblander indvandrere og østbander og glemmer fuldstændigt, at der er mennesker i nød, siger den frivillige formand.
Flygtninge har ansigter
I 'Hillerød byder flygtninge velkommen' frygter man, at politikernes omtalen af flygtninge kan påvirke folkestemningen, og det får Sten Svensson til at reagere:
- Det bliver meget fremmedfjendsk. Det, synes jeg, er det værste. Vi glemmer, at der er mennesker bag. Flygtninge er ikke bare en stor, anonym gruppe. Det er mennesker med hver deres skæbne, historie og ønsker, siger Sten Svensson.
I 2014 fik Hillerød Kommune 62 nye flygtninge, og den foreløbige kvote for 2015 lyder på 107.