De sidste år af livet skal tilbringes med ligesindede, hvis man vil det.
Det mener et politisk flertal i København, der i dag stemmer om et nyt profil-plejehjem. Denne gang et regnbueplejehjem for ældre homoseksuelle, skriver Politiken.
Flere profilplejehjem på vej
Et regnbueplejehjem er til homoseksuelle og transpersoner og skal gøre det nemmere at være homoseksuel, fortæller Ninna Thomsen, Sundheds- og omsorgsborgmester fra SF:
- Det er en melding, der kommet fra miljøet selv. En melding om, at hvis man er homoseksuel eller transperson, så kan det være svært. Og der kan ske det, at man går ind i skabet igen, fordi der ikke er den samme tolerance på plejehjemmet, som der er i samfundet som helhed, siger Ninna Thomsen.
I Københavns Kommune har man de seneste år arbejdet med profil-plejehjem, der er plejehjem til særlige grupper, blandt andet etniske grupper.
Regnbueplejehjemmet skal ligge i eksisterende bygninger på Nørrebro, og det bliver det første af sin slags i Danmark.
Det sociale fællesskab i centrum
Det bliver alene indholdet, der særligt rettes mod homoseksuelle.
- Jeg tror ikke, at man vil kunne se det på arkitekturen eller maden. Det handler meget om det sociale fællesskab, der er på plejehjemmet, siger Ninna Thomsen. Der er afsat 370.000 kroner til projektet, der blandt andet skal gå til efteruddannelse af plejepersonalet.