Ny sundhedsplatform søsættes i nat

Det betyder blandt andet, at de fleste akutpatienter til Herlev og Gentofte Hospital skal på andre akutmodtagelser.

Herlev Hospital er sammen med Gentofte Hospital de første, der have implementeret det nye system i nat. (Foto: © martin sylvest andersen, Scanpix)

Den nye Sundhedsplatform, der skal gøre patientforløb i Region Hovedstaden og Region Sjælland lettere, skydes i gang i nat mellem 24.00 og 03.00.

Men indførslen af Danmarks største sundheds-it-projekt, der til dels sker manuelt, er lidt af en manøvre.

Det betyder blandt andet, at de fleste akutpatienter, der normalt vil blive henvist til Herlev og Gentofte Hospital af akuttelefonen 1813 skal på andre akutmodtagelser, og kun få patienter bliver indlagt på Herlev og Gentofte Hospital, lyder det fra hospitalets direktør Anne Gram.

Hun lover dog, at der vil blive gjort alt, for at det skal gå så nemt som muligt.

- Der er en stor hjælpeorganisation sat på. Vi har superbrugere, vi har eksperter fra virksomheden bag programmet, og døgnbemandet it-support.

Anne Gram garanterer, at det ikke vil komme til at gå ud over nogen patienter, når den nye platform skal sættes i værk.

Frem til udgangen af 2017 bliver Sundhedsplatformen udrullet på alle hospitaler og sygehuse i Østdanmark.