Ny millionregning på vej til borgerne i sag om skandaleramt by-projekt

Vinge-projekt kommer formentlig til at koste Frederikssund Kommune endnu et millionbeløb.

Ifølge DR's oplysninger afsatte kommunens byråd på et møde onsdag aften 5,5 millioner kroner til kompensation af AP Ejendomme, for at komme ud af kontrakten om Vinge Centrum. (Foto: © Frederikssund kommune)

Det er blot få dage siden, at byrådet i Frederikssund stemte en spareplan igennem på 100 millioner kroner, men ifølge DR's oplysninger udskrev byrådet onsdag aften allerede den næste millionregning til borgerne i sagen om det skandaleramte byudviklingsprojekt Vinge.

Det skulle ellers havde været så godt med 20.000 nye indbyggere, flere tusinde arbejdspladser og en helt ny s-togsstation, når den nye by stod færdig i 2035. Men siden DR København for en uge siden afslørede, at der er alvorligt rod i økonomien bag projektet, og at en manglende kontrakt havde slået et hul i kommunekassen på 163 millioner kroner, er luften støt sivet ud af ballonen for projektet.

Millionbetaling for at slippe ud af kontrakt

Torsdag kulminerede sagen foreløbig, da Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (V) i en pressemeddelelse oplyste, at byrådet nu havde besluttet at opgive at lande en aftale med projektpartnerne AP Ejendomme og MT Højgaard.

Dermed skød kommunen også en hvid pil efter en indtægt på 163 millioner, som var en del af det aftalegrundlag selvsamme borgmester under stor festivitas skrev under på i juni 2017.

Regningen til skatteborgerne i den nordsjællandske kommune kommer dog formentlig til at vokse yderligere, da AP Ejendomme har udsigt til en kompensation i millionklassen for at acceptere at ophæve aftalen med Frederikssund Kommune.

- Det beløb, som vi kommer til at betale, aner jeg ikke, hvor stort er endnu. Det er et led af de forhandlinger, der foregår, og det bliver jo offentligt på et tidspunkt. Det er ikke noget, vi forsøger at skjule, siger borgmesteren.

Det er dog formentlig langtfra gratis at slippe ud af et så omfattende aftalekompleks på mange hundrede sider, som Frederikssund Kommune har forpligtet sig til, vurderer professor i Samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, Bent Greve.

- Det vil være mærkeligt, hvis man efter sådan et langt forløb blot skilles som gode venner. Begge parter har jo i virkeligheden tabt ved at bruge energi på at starte så stort et projekt op, siger Bent Greve.

Og det bliver formentlig et millionbeløb, der er tale om. Ifølge DR's oplysninger afsatte kommunens byråd på et møde onsdag aften under et lukket punkt på dagsordenen 5,5 millioner kroner til kompensation af AP Ejendomme.

Ligeledes skriver kommunens advokatfirma Nielsen Nørager den 4. december i et fortroligt dokument DR er i besiddelse af, at netop AP Ejendomme via deres advokat har foreslået en kompensation på 5 millioner kroner, hvis kontrakten skal ophæves.

Men kommunens borgere må ikke nøjes med at sende millioner til kompensation ud i den friske vinterluft. Flere kilder oplyser til DR, at byrådet onsdag aften også stemte for en ekstra bevilling på 2 millioner kroner til juridisk bistand i forbindelse med den fremadrettede håndtering af Vinge-projektet.

Dermed ser den trecifrede millionregning, som kommunen allerede har sendt afsted til borgerne ud til at vokse betragteligt, og ifølge professor Bent Greve, der har fulgt hele sagen, kan problemerne stadig vokse sig større.

- Man har budgetteret med omkring 20 millioner i 2018 og 65 millioner i 2019 i indtægter fra det her. Så hurtigt kan man ikke få det her projekt tilbage på banen igen, så jeg kan ikke se andet end, at kommunen oven på det her skal ud og finde nye besparelser, vurderer Bent Greve.

Borgmester ærgrer sig

Det er heller ikke en specielt stolt borgmester, der ser tilbage på den måde projektet har udviklet sig på, og han ser frem til at få opklaret, hvad der er gået galt undervejs.

- Det er noget vi skal have ransaget nu. Det er jo ikke noget, der bare kommer til at forsvinde ud. Vi skal have evalueret på hele det her forløb. Både den rådgivning vi har fået, men også vores interne organisation for at se om der er steder, hvor det virkelig har været kritisabelt, siger John Schmidt Andersen (V).

Han mener dog, at det er for tidligt at udpege, hvor stort et ansvar, der ligger hos byrådet med borgmesteren i spidsen.

- Jeg har personligt stillet spørgsmålet om, hvorfor det her tager så lang tid, og er hver gang blevet betrygget i, at der mangler lige nogle sidste hjørner, der skal på plads. Så har man fået en rigtig god forklaring på det, siger John Schmidt Andersen.

Borgmesteren fastholder dog, at Vinge forsat vil vokse sig stor, og tror på, at det vil lykkedes kommunen at lande en ny og bedre aftale med AP ejendomme og MT Højgaard allerede i starten af 2018.

- Det er brandærgerligt vi er havnet i den her situation. Det var bestemt ikke det juleønske, jeg havde håbet at give borgerne i Frederikssund Kommune, siger John Schmidt Andersen.