- Det er Johnnys fødselsdag i dag.
Miljøinspektør Carsten Rosenørn-Due kigger med et skævt smil over på sin kollega.
Johnny Svendsen er kommet på arbejde i pæn, hvid skjorte og matchende hvide sko. I dag bliver han 45 år, fortæller han.
- Det er efterhånden svært at finde et sted, hvor jeg kan tage konen med hen at spise. De kender mig efterhånden alle sammen, siger han og griner.
Klokken er lidt over 22, det er fredag aften. Alligevel viser temperaturen stadig langt over 20 grader.
Vi befinder os på Njalsgade, hvor Københavns Kommunes støjvagter er ved at gøre måleudstyret klar til en aften i hovedstadens natteliv.
I aften er det de to miljøinspektører, der har vagttelefonen, hvor byens borgere kan ringe for at klage over nattelivsstøj fra restauranter, barer og diskoteker.
Et par skriftlige støjklager er kommet ind siden i går, siger Carsten Rosenørn-Due, idet telefonen ringer med endnu en akut klage.
- Vi skal se at komme af sted, hvis vi skal nå det hele, lyder det fra Johnny Svendsen.
Aftenens første stop er på Istedgade. En stor gruppe mennesker spærrer fortovet foran spisestedet Skank.
Johnny Svendsen kanter sig langs med cykelstien for at komme tættere på.
Et mobilt musikanlæg er rullet halvt ud på gaden.
- Er det Jokeren, spørger han og nikker hen mod skikkelsen bag dj-pulten.
De to kollegaer står med krydsede arme, mens de venter på, at den ansvarlige fra baren skal dukke op.
Stedet har ingen tilladelse til udendørs musik, og dørene skal lukkes med det samme, forklarer de ham.
- De lover at slutte efter det her. Kom nu, lyder det fra barens repræsentant.
Han smiler et bredt smil, imens han hjerteligt klapper Johnny Svendsen på ryggen.
- Vi må da kunne lave et kompromis, siger han henvendt til Johnny Svendsen, der ryster på hovedet.
Imens spiller anlægget videre til tonerne af 'Spændt op til lir'.
Fortovs-pølsen af festende mennesker bryder ud i jubel.
Ude på gaden er Carsten Rosenørn-Due gået i gang med at tage billeder af optrinnet.
De skal bruges som dokumentation, når støjvagterne igen er tilbage på kontoret og skal skrive rapport om aftenens begivenheder.
- Skal jeg minde ham om, at det er sidste nummer, siger Johnny Svendsen, inden han styrer direkte mod festens epicenter.
Flere døre bliver nu lukket, og pludselig forsvinder musikken. Jokeren forsøger at synge videre, men mikrofonen er død. Johnny Svendsen går hen til ham.
De to mænd taler sammen et stykke tid. Til sidst giver de hånd og klapper hinanden på skuldrene, mens anlæg og dj-pult rulles indendørs.
- Alle tror, kys og kram hjælper, siger Johnny Svendsen, da han er tilbage. Det er ellers ikke fordi, jobbet som støjvagt indbyder til at blive elsket, når fester skal lukkes af kommunens repræsentanter, fortæller han.
- 'Dem, der lukker sådan en fest, skulle fandeme voldtages', hørte jeg nogle fyre sige, lyder det tørt fra Carsten Rosenørn-Due. Han har arbejdet med støjklager i 27 år og har allerede set og hørt det meste.
Johnny Svendsen er kommet ind i jobbet i 2014, da kommunen oprettede den faste nattevagt i et forsøg på at lave egentlige lydmålinger på nogle af de støjklager, der kommer fra byens borgere i de sene nattetimer.
- Det er mig, der er murstenen ude i byen, siger Johnny Svendsen og kigger over på sin kollega, der efter mange år på gaden efter eget udsagn befinder sig langt bedre bag et skrivebord end foran køen til en natklub.
- Jeg er nok mere skriverkarlen, lyder det fra Carsten Rosenørn-Due, mens han grifler notater i en notesblok, der skal indgå i aftenens rapport.
Lidt længere nede ad gaden er den gal igen. Foran vinbaren Malbeck har en musiktrio hevet guitar, trommer og bas ud på fortovet.
- Vi må behandle alle lige dårligt, siger Johnny Svendsen, mens han går med raske skridt mod baren.
En mand forsøger at få musikerne til at stoppe. Imens dukker en anden mand fra vinbaren op.
- Er I fra kommunen? Jeg har en tilladelse, siger han.
De to taler sammen nogle minutter. De tilhørende publikummer virker ikke specielt tilfredse med, at musikken er stoppet.
- Jeg beklager, men der er ikke mere musik, siger manden, da støjvagterne tager afsked med den afkortede koncert.
Tilbage ved bilen sætter Johnny Svendsen sig bag rattet i den hvide Hyundai og starter den næsten lydløse brintmotor op.
- Hvis jeg havde en femmer for alle de gange, folk har glemt tilladelsen på et lukket kontor, som de ikke har nøglen til, siger han og griner.
Aftenen har ellers indtil videre været forholdsvis rolig, bliver de to mænd enige om, mens bilen triller mod Indre By.
- Hvis det er lige festligt nok, så er politiet vores venner, siger Johnny Svendsen og forklarer, at støjvagterne har en tæt dialog med Københavns Politi, som de både hjælper og får hjælp af, hvis der er optræk til ballade.
- Så er det bare væk, og så må resten klares med papirsflyveren, siger Carsten Rosenørn-Due.
I Studiestræde må bilen med de to støjvagter zigzagge gennem en forhindringsbane bestående af højlydte og lettere slingrende nattelivsgæster.
Flere virker til blot at være på gennemrejse i gaden. Foran nogle af gadens barer er der større og mindre forsamlinger af mennesker med øl og drinks i hånden.
Temperaturen er stadig behagelig, da Johnny Svendsen lidt over midnat svinger bilen ind til parkering ved hjørnet af Larsbjørnsstræde.
- Det er udeservering efter 24, siger Carsten Rosenørn-Due og peger skråt over gaden, hvor caféen The Living Room lyser op med døre og vinduer åbne.
Johnny Svendsen er allerede forsvundet ind i barens indre. Uden for sidder en gruppe engelsktalende fyre og venter på et fad med drinks, som en kvindelige ansat fra baren netop har blandet.
- Jeg forstår det ikke, det har vi aldrig oplevet før. Så vi skal begynde at pakke stole sammen, siger hun henvendt til støjvagterne.
På Gråbrødretorv må Carsten Rosenørn-Dues notesblok igen frem af lommen. Restauranten Peder Oxe spiller musik for åben dør.
Johnny Svendsen taler med en tatoveret fyr med hvide tennissokker.
- I får et brev i jeres e-boks om, at I skal have en lydsluse sat op, siger han, da dørene til restauranten er blevet lukket.
Carsten Rosenørn-Due skal til at bryde ind i samtalen, da telefonen ringer. Denne gang er det fra politiets vagtcentral, der har fået flere nye klager fra Istedgade.
- Vi har været dernede. Vi kan godt køre derned igen, lyder svaret fra støjvagten.
Bilen med de to støjvagter triller langs med Strøget.
På en bænk lige ud for Helligåndskirken formår en enlig gademusikant med et meget lille keyboard at spille gaden op, så det runger langs de gamle mure.
Et mindre optrin af mennesker hører på. Carsten Rosenørn-Due drejer hovedet fra sin plads på passagersædet, mens brintbilen lydløst lister forbi den syngende mand.
Københavns Kommunes støjvagter har kun bemyndigelse til at kontrollere etablerede virksomheder.
- Den kan vi ikke gøre noget ved, lyder det fra støjvagten.
Kun politiet har magten til at gøre noget ved private musikanlæg eller mandens keyboard, forklarer han.
Tæt ved Knippelsbro i Københavns Havn opfanger støjpatruljen igen snerten af musik. Der er kommet en beboerklage gennem Rådhusvagten.
Med en rutineret mine ruller Johnny Svendsen bilens ene vindue ned og lytter.
- Er det musik fra Kayak Bar?, spørger han.
De to mænd parkerer bilen bag baren og bevæger sig mod lyden. Rundt omkring i strandstole sidder gæster med øl og drinks.
Strandstemningen og de kulørte lamper kan dog ikke skjule, at temperaturen nu har taget et dyk ned på omkring 18 grader. De to mænd skutter sig.
- Det er fordi, det ikke er min fødselsdag længere, lyder Johnny Svendsens forklaring.
På kajen kan de to støjvagter dog konstatere, at det var falsk alarm. Musikken kommer fra den ene af to hjemmebyggede tømmerflåder, der har anløbet baren.
- Sådan én har jeg aldrig set før, siger Johnny Svendsen.
De to mænd ser til, mens den ene festpram skruer op for musikken og sætter kurs ud over det kulsorte vand.
Stillet over for de flydende privatfester må de to støjvagter se sig selv komme til kort.
- Det er sgu da altid noget, de spiller Gorillaz, siger Carsten Rosenørn-Due.
Festfartøjet fortsætter sin langsommelige færd gennem Slotsholmskanalen. Både musikken og humøret er højt ombord.
Men på den anden side af Christian IV's Bro skifter musikken dog brat til Oasis' 'Champagne Supernova'.
Påhængsmotoren arbejder tappert, mens de kulørte lamper fra festen forsvinder ud i Inderhavnens mørke.
De to støjvagter følger tømmerflåden med øjnene, men får pludselig travlt, da telefonen igen bimler med en klage fra Istedgade.
Den lukkede fest på Skank er i fuld gang igen, lyder det fra en mandlig beboer i den anden ende af røret.
Støjvagterne beslutter sig for, at det må være tid til at foretage en egentlig lydmåling fra mandens lejlighed.
- Nu kommer vi forbi og laver en måling, siger Carsten Rosenørn-Due til beboeren, mens kursen sættes mod Vesterbro.
Da støjpatruljen igen kommer frem til spisestedet, er dørene åbne. Fortovet er fyldt med festende mennesker, der synger med på Peter Bellis 'Istedgade'.
Denne gang er det Carsten Rosenørn-Due, der er først ude af bilen.
Med en støjmåler i hånden løber han over gaden for at finde den opgang, hvorfra målingen skal laves.
Han må kante sig forbi en række parkerede cykler og en lille pøl af tis for at komme op ad trappen til opgangen.
Længere nede ad gaden råber dj'en "vi tager den sidste" i mikrofonen. Nu er det et kapløb mod tiden for at få dokumentationen med hjem.
I lejligheden byder en mand velkommen. Han er vred.
- De er blevet ved en hel aften. Min kone skal nedkomme med vores barn om tre dage, siger han.
En højgravid kvinde kommer hen til døråbningen. Hendes øjne er trætte.
- De spiller rigtigt højt, og jeg kan ikke sove, siger hun.
Imens forsøger Carsten Rosenørn-Due at lave en støjmåling fra soveværelset, hvor en lille børneseng ganske rigtigt står redt og klar.
Men det er for sent. Musikken stilner af, og nu er der kun larmen fra menneskemyldret på gaden tilbage.
På vej ud på gaden igen må Carsten Rosenørn-Due skræve over en ung kvinde, der sidder på trappestenen og tygger på resterne af et pitabrød med kebab.
- Vi slutter nu, Johnny, siger han, da støjvagterne mødes ved bilen.
Men aftenen er ikke helt slut endnu, for i bilen får de to støjvagter et opkald fra en kvinde, der ikke kan sove på grund af musikken fra Stereo Bar i Gothersgade.
- Hallo. Det er Center for Miljøbeskyttelse, hvad siger du til, at vi kommer og laver en måling hos dig?, spørger Carsten Rosenørn-Due med serviceminded stemme.
Men den kvindelige klager er ikke interesseret i et besøg fra støjvagterne. I stedet bliver Johnny Svendsen sendt ind på dansegulvet hos Stereo Bar med en støjmåler.
Fra gården bag diskoteket kan man gennem vinduet se kroppe, der vrider sig til musikken. En ung kvinde skubber rundt på et par skraldespande i gården i forsøget på at finde et sted, hun kan tisse i ly af affaldsbeholderne.
Da Johnny Svendsen kommer tilbage med resultatet, er der ikke noget at komme efter. Stedet spiller det, de må.
- De overskrider ikke grænsen, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan høre det, siger Carsten Rosenørn-Due.
Sagen er et eksempel på, hvordan det kan være svært for støjvagterne at gøre noget ved klager, hvor beboere kan høre musikken, men stedet ikke spiller for højt, forklarer han.
- Det er de sværeste, fordi det vil altid kunne høres, hvis man har vinduer i lejligheden åbne, siger Carsten Rosenørn-Due.
Generelt set er det fåtal, der ikke efterlever kommunens grænser, mener de to mænd.
- Det er en sindsygt lille del, der ikke kan finde ud af det, siger Johnny Svendsen, da de to støjvagter bevæger sig fra det sidste stop på nattens rute.
- I skal lige passe på, der er fortovspizza, siger han og peger advarende på en stor, rød klat bræk, der ligger i åbningen til gården.
Tilbage er nu at skrive rapport over nattens begivenheder. Mandag morgen skal papirarbejdet på nattens strabadser gennemgås, så støjvagterne er klar til at tage imod nye klager.
Næste weekend går det løs igen.