Læger får krisehjælp på grund af nyt it-system

Et nyt it-system på Herlev og Gentofte Hospital fungerer så dårligt, at sundhedspersonalet nu bryder sammen.

Den er helt gal på Herlev og Gentofte Hospital efter indførslen af et nyt it-syetem. Det går ud over både patienter og sundhedspersonale. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

Flere læger bryder ud i gråd og går hjem med ondt i maven, fordi de er bange for at have lavet fejl.

Sådan lyder det fra overlæge på Herlev Hospital Hanne Heebøl.

Årsagen er et nyt røntgensystem, der skal spille sammen med danmarkshistoriens største it-projekt på sundhedsområdet.

Systemet blev indført for over to måneder siden, men når Hanne Heebøl skal undersøge CT-scanninger af kræftpatienter, er der stadig store problemer.

- Tidligere billedmateriale, som er meget vigtigt, specielt når vi taler kræftpatienter, er slet ikke ført over i det nye system, siger hun.

Sundhedspersonalet er nu blevet tilbudt krisehjælp, hvilket er godt ifølge Hanne Heebøl, men det løser bare ikke problemet.

- Ingen har sagt til os, hvornår det her går over, så den håbløshed vi har i, at vi ikke ved, hvornår det er slut, er jo ikke forsvundet, siger overlægen.

Koncerndirektør i Region Hovedstaden Svend Hartling indrømmer, at den er helt gal med røntgensystemet.

- Vi arbejder benhårdt på at få løst problemet, men vi kan ikke bare hoppe tilbage. Der er ikke nogen quick fix, siger Svend Hartling, som medgiver, at situationen er kritisk og alvorlig.