Kuldsejlet Vinge-projekt betyder besparelser på cykelstier og spejdere

Frederikssund Kommunes fejlslagne Vinge-projekt har betydet, at der nu er fundet besparelser på 99,4 millioner kroner.

Sådan her skal Vinge se ud 2035, hvis det går efter planen. (© Foto: Frederikssund kommune © Frederikssund Kommune)

Frederikssund Kommune har i de seneste par uger haft store problemer med byprojektet Vinge, hvor der ikke er kommet de ønskede indtægter fra salg af byggeretter.

Det har betydet, at der op til næste års budget har skulle findes 100 millioner kroner.

De penge fandt byrådet på et møde onsdag aftes.

Pengene bliver fundet ved at sælge ejendomme, skære ned i udgifterne til vedligeholdelse, asfaltpulje og rengøring samt droppe opsparing til tjenestemandspensioner.

Samtidig bliver en række puljer midlertidigt droppet næste år, som for eksempel idræts - og spejderfacilitetspuljen, mens en længe planlagt cykelsti ved Kulhuse også må vente.

Politikerne i Frederikssund undgik dermed at spare på de varme hænder, da de i aftes vedtog den endelige spareplan på 99,4 millioner kroner.

"Vi er blevet røvrendt"

Anja Bisp Pedersen har kæmpet for cykelstien ved Kulhuse i fire år og er meget frustreret over, at cykelstien er fjernet fra kommunens budgetter, indtil der er penge på kontoen.

- Jeg føler, vi er blevet røvrendt. Rent ud sagt. Det her er udkanten af Frederikssund, men vi er super afhængige af turisme heroppe.

- Der er også nogle trafikale forhold, der gør, at du cykler deroppe med livet som indsats.

Penge til en større klatrevæg, et nyt køkken i en spejderhytte, renovering af en roklubs bådhal og parasoller til en tennisklub er også blevet sparet væk. Det ærgrer Søren Højlyng, medlem af bestyrelsen for Frederikssunds Idrætsråd.

- Nok havde vi regnet med, at der ville falde brænde ned, men at det var så voldsomt, det kom fuldstændig bag på os. Det vil betyde, at der ikke vil ske renovering af idrætsfaciliteter overhovedet, forklarer han.