En række kommuner i hovedstadsområdet er for dårlige til at informere borgerne om deres behandlingstilbud for alkoholikere.
Det viser en gennemgang af kommunernes hjemmesider, som Alkohol og Samfund står bag.
I hovedstadsområdet var der seks hjemmesider, hvor testpersonerne ikke kunne finde oplysninger om alkoholbehandling. Ti steder var oplysningerne meget mangelfulde og på 11 kommuners hjemmesider forstod testpersonerne ikke det, de læste.
Det møder kritik fra overlæge og bestyrelsesmedlem i Alkohol og Samfund, Ulrik Becker.
- Det er en gruppe mennesker, der er i en rigtig svag situation. Der må man gøre en ekstra indsats for, at kommunens tilbud bliver synlige og nemmere at komme til, siger han.
Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen er 140.000 danskere afhængige af alkohol, men kun hver tiende alkoholiker er i behandling for sit misbrug.
Kommunerne bør derfor forbedre informationen, siger Ulrik Becker.
- Hvis man har et alkoholproblem og gerne vil gøre noget ved det, så nytter det ikke noget, at man skal klikke igennem 117 forskellige hjemmesider, og kommer frem til noget uforståeligt. Det må kunne gøres bedre, siger han.
Alkohol og Samfund starter sammen med TrygFonden i dag kampagnen RESPEKT, som skal få flere alkoholikere til at gå i behandling.