Kommune inden forhøjet vandstand: Drop tøjvask og lange brusebade

Ved at spare på vandet, kan man hjælpe til med at mindske oversvømmelserne.

Det er erfaringer fra Jyllinge, der har vist, at det har god effekt at spare på vandet for at aflaste kommunens rensningsanlæg. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Spar på vandet, når du tager bad og koger kaffe i dag, og vent med tøjvask til senere.

Sådan lyder rådet fra Køge Kommune til byens borgere, for på den måde kan borgerne hjælpe til med at undgå forhøjet vandstand for mange steder i kommunen.

Køge er nemlig i fare for forhøjet vandstand, som kan betyde vand på veje og stier i lavtliggende områder.

Den forhøjede vandstand går også ud over kommunens rensningsanlæg, som risikerer at blive overbelastede.

Derfor må man gerne holde igen med opvask og tøjvask i dag.

- Hvis vi har gang i det, samtidig med at hele jorden er mættet af vand, så har det svært ved at løbe nogen steder hen, siger Mette Jorsø, formand for teknik- og miljøudvalget i Køge Kommune (V).

- Så vil vi se kloakdæksler springe op og kloakvand komme op, og det er vi overhovedet ikke interesseret i, siger hun.

Det er erfaringer fra Jyllinge, der har vist, at det kan have stor effekt, når borgerne sparer på vandet ved oversvømmelser.

- Hvis vi kan undgå at bruge så meget vand i de timer, det står på, hvor der er rigtig meget pres på, så kan borgerne faktisk hjælpe, siger Mette Jorsø.

Sammen med beredskabet er Køge Kommune i gang med sikre området mod oversvømmelse.