Københavns Kommune vil gøre det lettere for entreprenører at starte mindre men støjende bygge- og anlægsprojekter uden tilladelse.
Ifølge kommunen er det kun få håndværkere og entreprenører, der søger den nuværende dispensation, som tillader støj over 70 decibel. Derfor vil kommunen nu helt droppe dispensationen.
Det vækker kritik fra flere lokaludvalg. Blandt andet fra formanden for Valby Lokaludvalg, Michael Fjeldsøe.
- Det kan blive svært for borgerne at få medhold i støjklagesager, hvis der ikke er længere er en støjgrænseværdi at overtræde, siger han.
Det er formanden for Nørrebro Lokaludvalg, Mogens Petersen, enig i.
- Der er ikke en motivationsfaktor til at få støjen ned uden en støjgrænse. Når du ikke skal søge om dispensation, så du bliver ikke fanget, siger han.
Centerchef for Miljøbeskyttelse i Københavns Kommune, Rikke Hvelplund, forklarer, at forslaget er til gavn for borgerne, da det bliver mere klart, hvornår man må støje.
I stedet for dispensationen må der i fremtiden kun støjes mellem klokken 8-17.
- Vi vil hellere få byggeriet overstået inden for et begrænset tidsrum. Det ville trække endnu længere ud, hvis vi skulle kigge på alle projekter, siger hun.