De første pendlere fra Danmark mod Sverige er blevet afvist inden afgang, fordi de ikke havde id-kort på sig inden afrejsen.
Det svenske krav om, at rejsende med bus, tog eller færge fra Danmark skal vise id-kort, inden de tager turen over Øresund, det såkaldte transportøransvar, betyder, at transportselskaberne skal afvise rejsende, hvis de ikke har legitimationspapirer.
Kravet fra de svenske myndigheder betyder, at flere rejsende ved færgelejet i Helsingør er blevet afvist, inden de satte foden på færgen.
- Der er blandt andre tre-fire passagerer med skandinavisk udseende, som manglede korrekt id og blev afvist tidligere på natten. Ved halv seks-tiden blev fire unge mænd fra Afghanistan afvist, fordi de ikke havde nogle id-papirer, så de blev henvist til politiet, så de kunne søge asyl i Danmark, fortæller DR Nyheders reporter Camilla Faurholdt-Løfvall fra Helsingør.
De svenske myndigheder har indskærpet kravene til id-kort, som kan anvendes som gyldig legitimation. Kun rejsende med pas, EU-kørekort eller svensk nationalt id-kort kan få lov til at rejse ind i Sverige.