Hospital stadig på lavt blus efter nyt it-system

Aktiviteten skulle kun skrues ned i de første tre uger, så personalet på Herlev Gentofte Hospital kunne lære nyt it-system, men den lave aktivitet er fortsat, viser nye tal.

Sundhedsplatformen driller fortsat på Herlev Gentofte Hospital, og det betyder, at aktiviteten på visse ambulatorier fortsat er lav. (Foto: Christian Als/Scanpix 2011) (Foto: © christian Als, Scanpix)

I maj måned udrullede Herlev Gentofte Hospital som de første i Region Hovedstaden it-systemet Sundhedsplatformen, og i lørdags fulgte Rigshospitalet så trop.

Men seks måneder efter implementeringen af det nye system viser en aktindsigt, at Herlev Gentofte Hospital stadig arbejder på nedsat blus i forhold til hvor mange patienter, de behandler.

For at sikre en ordentlig start på det nye system nedsatte hospitalet produktionen i de første tre uger af platformens levetid med forventningen om at skrue op igen.

Men ifølge tallene er det ikke sket, og visse ambulatorier er fortsat kun på 80 procents aktivitet.

Og det er der en klar grund til, siger Klaus Lunding, hospitalsdirektør på Herlev Gentofte Hospital.

- Jeg tror, vi er blevet ramt af, at vi stadig har et efterslæb på uddannelsesn. Vi er ikke på alle områder fortrolige med systemet endnu, siger han.

Ifølge Klaus Lunding har den nedsatte produktion dog ikke haft konsekvenser for patienterne, og han regner med, at hospitalet når de 100 procent om et par måneder.

- Der er nogle patienter, der har fået udskudt deres kontrolbesøg med blandt andet en måned, men det har betydet, at vi har kunne tage de mere akutte patienter først, siger han.

Hos Region Hovedstaden er man også fortrøstningsfuld på både Herlev Gentofte og Rigshospitalets vegne, siger regionsdirektør Hjalte Aaberg.

- Rigshospitalet Glostrup er jo i en anden situation, fordi mange af de udfordringer, man har haft på Herlev Gentofte, har været knyttet til tekniske problemer. Dem vil vi ikke se i samme omfang nu, siger han.

Hvorvidt den nedsatte produktion vil have økonomiske konsekvenser for Herlev Gentofte Hospital, tager man først stilling til senere, siger Hjalte Aaberg.