Hørsholm klar til selvkørende busser: Her er fremtiden for førerløse Danmark

Science-fiction eller lige på trapperne? Vi har bedt en fremtidsforsker om at spå om fremtidens førerløse transportformer.

Vesthimmerland Kommune er som de første i landet i gang med at teste en selvkørende bus. Nu vil Hørsholm også være med på vognen. (Foto: © GEOFFROY VAN DER HASSELT, Scanpix)

Nogle forskere forudser, at førerløse biler tidligst er klar om 20 år. Andre er mere optimistiske og er klar til at lukke de automatiske biler ud på vejene allerede nu. Hørsholm Kommune hører til den sidste kategori.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis vil de allerede næste år sætte afprøve en førerløs minibus i bymidten. Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har også fremsat et lovforslag, der åbner for selvkørende biler, og det er den forsøgsordning, som Hørsholm gerne vil være en del af.

Men er det overhovedet realistisk?

Vi har bedt Anders Hvid, administrerende direktør i Dare Disrupt, om at komme med et bud på, hvornår vi begynder at se de første førerløse transportmidler på vejene i Danmark.

Anders Hvid er uddannet på Singularity University og beskæftiger sig med fremtidens teknologi. Desuden er han med i Siri-kommissionen, der blev nedsat af Ida Aukens(RV) og Ingeniørforeningens formand Thomas Damkjær Petersen for at undersøge, hvad automatisering og kunstig intelligens betyder for det danske arbejdsmarked.

bus

Tidshorisont: 2017

- De busser, vi kigger på, er noget mindre og er lavet til fire-fem personer. Man skal altså ikke forestille sig en stor, selvkørende HT-bus, men i stedet noget, der ligner et forvokset folkevognsrugbrød.

- Teknologisk er selvkørende busser klar og allerede velfungerende. Allerede i dag kan man se dem i drift på campus på universiteter.

- Det, vi mangler, er at få lovgivningen på plads. Transportministeren har allerede nedsat et lovforslag i samarbejde med et projekt i Vesthimmerland. Der er de snart klar til at køre de første forsøg med selvkørende busser.

- Jeg forventer at se dem på vejene i Danmark - inden for nogle bestemte ruter og i nogle begrænsede områder - allerede i 2017, siger Anders Hvid.

Tidshorisont: Tidligst 2027

- Vi kører allerede i dag i førerløse tog, når vi tager metroen i København.

- Spørgsmålet er, hvornår vi ser flere langdistancetog uden chauffør. Man kan håbe, at DSB i deres fremtidige indkøb vælger at se på den teknologi.

- Det er typisk med en 10-årig horisont, man indkøber togmateriel. Teknologien er der, men der går minimum 10 år og nok meget længere tid. Det er svært at komme med et bud på tidshorisonten, for det afhænger udelukkende af politiske beslutninger, ikke af teknologien.

Tidshorisont: Første bil kan købes i 2018. Alle biler på vejene er selvkørende senest 2030.

- Når folk begynder seriøst at overveje, om den næste bil, de skal have, skal være en selvkørende bil, så vil man i løbet af syv-ni år have en udskiftning af alle biler i Danmark. Så hedder tidshorisonten medio eller ultimo 2020'erne.

- Jeg forventer, at du kan købe en bil med fuld automatik i 2020.

- Men måske bliver det langt mere unormalt at eje en bil, hvilket bringer os frem til fremtidens taxa.

Tidshorisont: 2020-2025

- Hvis man bor i København eller Aarhus, betaler man næsten lige så meget for at parkere som for at eje sin bil. Det er en stor omkostning, det er besværligt, man bruger lang tid på det, og man skal alligevel gå det sidste stykke. Det er bøvlet og dyrt at eje en bil.

- Taxa uden chauffør kan i stedet blive så billigt, at det slet ikke kan betale sig at eje en bil. Bor man i tætbebygget område i byerne, så ville jeg langt hellere vælge at tilmelde mig en service, hvor jeg kalder på en bil, når jeg skal bruge den.

- Taxabranchen, som vi kender den i dag, bliver der ikke brug for. Der bliver brug for taxaer - man kan også kalde det delebiler - som man ringer til, når man skal bruge det.

Tidshorisont: 2025-2030

- Det kan godt være, at folk griner, når jeg taler om droner som transportmiddel, men der er noget meget interessant på vej.

- Der er to selskaber, der arbejder med droner, der bærer personer. Uber har for nyligt udgivet et forskningspapir, hvor de beskriver, hvordan de vil bygge deres persontransport-droneservice op i storbyer.

- Der er vi lidt længere ude i fremtiden. Dog hurtigere end vi tror. Men de lovgivningsmæssige problemer kommer i vejen også her.

- Til gengæld er droner, der leverer varer, lige på trapperne. Amazon er allerede i gang i USA. Janus Friis fra Skype har investeret i en type leverancedroner, som er nogle støvsugere, der leverer pakker (Starship Technologies, red.). Dominos Pizza leverer også pizzaer med selvkørende droner i New Zealand.

- Der er forskellige forsøg, hvor man arbejder på det. Så allerede om meget kort tid vil leverancedroner være på vej til Danmark.