D. 16 august underskrev omkring 100 klinikchefer og oversygeplejersker på Rigshospitalet en skriftlig erklæring til politikerne om, at de skal komme med en løsning på manglende tid til patienterne, længere ventelister og et presset arbejdsmiljø.
Den erklæring bliver nu støttet af over 100 overlæger fra Bispebjerg-Frederiksberg, Herlev-Gentofte og Hvidovre-Amager Hospitaler, som tilslutter sig Rigshospitalets fulde udtalelse.
- Det overordnede problem er, at vi skal løbe hurtigere hvert år og producere mere. Vi har stigende medicinudgifter, som presser vores lønbudgetter, og så har vi noget IT, som gør, at vi ikke kan arbejde ligeså hurtigt, som vi gerne ville.
Det siger Jesper Erdal, ledende overlæge på neurologisk afdeling på Herlev-Gentofte hospital.
En af grundene til at overlægerne forsøger at råbe politikerne op netop nu, er fordi, hospitalerne står over for endnu en sparerunde.
For i denne uge drøfter politikerne i Region Hovedstaden, hvor man skal spare yderligere 102 millioner kroner. De penge vil man hente fra effektiviseringer i forbindelse med Sundhedsplatformen, fødselsforberedelse og lukning af en klinik.
Hospitalerne er blevet bedt om at komme med deres bud på, hvor der kan spares penge, og de bud skal på torsdag drøftes i regionsrådet.
Jesper Erdal har en klar bøn til rådet, når de på torsdag sætter sig til bords:
- Når regionsrådet mødes på torsdag, må de finkæmme budgetterne og rulle så mange af de besparelser tilbage, som det er muligt.
Et af de steder, hvor man vil spare, er ved at høste gevinster fra Sundhedsplatformen.
- Men det er den ikke klar til, lyder det fra Klaus Børch, der er ledende overlæge på børneafdelingen på Hvidovre hospital.
- Vi ser det ud fra sundhedsvæsenet, fra os der er tæt på patienterne. Vi ser, at der er brug for investeringer, før vi i løbet af nogle år kan begynde at høste gevinsterne af sundhedsplatformen.
Hjalte Åberg, der er regionsdirektør i Region Hovedstaden kan godt forstå, at lægerne forsøger at råbe politikerne op.
- Det kommer ikke bag på mig. Vi har i det danske sundhedsvæsen et personale, der er meget presset og har været presset af effektiviseringskrav i mange år, siger han og forsætter:
- Så folk føler, at der er virkelig travlt, og at man snart ikke kan mere. Så det kommer på ingen måder bag på mig.