Flere kommuner mangler plejefamilier

Flere kommuner er lige nu på udkig efter plejefamilier, for der er nemlig ikke nok.

Sidste år kom det her opslag fra Københavns kommune. Og København er ikke den eneste kommune, der mangler plejefamilier. Samtidig med at flere kommuner bruger plejefamilier, så er der ikke kommet flere til - og derfor leder kommunerne nu efter nye familier. (Foto: © Screenshot fra Facebook.com)

De skal give tryghed og omsorg for børn, der har brug for at være i en anden familie, men lige nu er der mangel på plejefamilier.

Samtidig med, at kommunerne i stigende grad bruger plejefamilier frem for institutioner, så er der ikke flere, der melder sig. '

Lige nu er der for eksempel 66 færre pladser end sidste år i hovedstadsområdet.

Derfor efterlyser flere kommuner, blandt andre København, Halsnæs og Gribskov, nye familier, der vil tage børn i pleje eller aflastning.

Og der er flere årsager til, at der mangler familier, forklarer Klaus Wilmann, centerchef for Center for Familiepleje i Københavns Kommune:

- Der er en stor årgang af plejefamilier, der er på vej på pension, og færre plejefamilier bliver godkendt, og så vil kommunerne i større omfang gerne bruge familierne frem for døgninstitutioner, siger Klaus Wilmann.

Det har store konsekvenser for børnene, når der ikke er plejefamilier nok - og derfor er det også vigtigt, at kommunerne virkelig gør en indsats, mener Børns Vilkår.

Her er direktør Rasmus Kjeldahl bekymret over, at flere kommuner i hovedstadsområdet ikke har plejefamilier nok.

- Kommunerne må øge indsatsen for at rekruttere de rigtige plejefamilier, men også for at give de eksisterende plejefamilier den uddannelse og faglige støtte, der gør, at de kan påtage sig at tage børn med specielle behov, siger Rasmus Kjeldahl.