Far på barsel: Afgørende, at arbejdspladsen bakker op

Mænd tager kun otte procent af den samlede barsel. Virksomhederne skal motivere flere på barselsorlov, mener regeringen.

Peter Bohn Jespersen er far til tre og har været på betalt barsel to gange. Snart venter tredje gang med familiens yngste. (Foto: © Peter Bye Andersen, P4 København)

36-årige Peter Bohn Jespersen fra København fylder godt i barselsstatistikken.

Han har afholdt 26 ugers barselsorlov med sine to ældste børn og er snart på vej til at indløse yderligere 12 uger med sutteflaske, barnevogn og bleskift sammen med familiens yngste.

Det har været muligt, fordi hans arbejdsplads, TDC, gør meget for at få de mandlige medarbejdere til at tage barselsorlov, blandt andet ved at tilbyde fuld løn i barselsperioden.

For Peter Bohn Jespersen har virksomhedens fokus på barsel til mænd, samt lønnen, været afgørende for, at han tog dele af barslen.

- Det er ret afgørende. Fædrene på arbejdet ser meget frem til det. Det er blevet legitimt at tage sin barsel. Mange chefer gør det også. Det giver et indtryk af, at man gerne vil have, at ens ansatte får tid med familien. Det er helt afgørende, at virksomheden støtter op om det, siger han.

Det er dog langt fra alle mænd, der gør som Peter Bohn Jespersen. I Danmark tager mænd kun otte procent af den samlede barsel. I Sverige og Island tager mænd henholdsvis 24 og 35 procent af barslen, viser tal fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Orlov afgørende for at lære barnet at kende

Det har fået regeringen til at søsætte et samarbejde med erhvervslivet, der skal sørge for, at mænd kommer til at fylde mere i barselsstatistikken. Blandt andet ved at lære fra virksomheder som TDC og udbrede deres metoder til landets øvrige virksomheder.

Peter Bohn Jespersen er ikke i tvivl om, at barslen er godt givet ud - både for virksomheden og mændene.

- Barselsorloven er afgørende for at lære dit barn at kende. Barnet kommer til at fylde meget i din familie og dit liv. Derfor er det en oplagt at investere tid i at lære hinanden at kende, siger han.