Enhedslisten vil bremse s-togsstation ved omstridt byprojekt

Frederikssund Kommune skal dokumentere, at der er passagerer nok til en s-togstation i Vinge, lyder det fra partiet.

Opførelsen af byprojektet Vinge er stødt på flere bump på vejen, efter det kom frem, at kommunen manglede penge til at realisere planerne. (© Foto: Frederikssund kommune © Frederikssund Kommune)

En ekstraregning på 1,4 millioner kroner for en kommende s-togsstation i Vinge i Frederikssund Kommune får nu Enhedslisten til at opfordre transportministeren til at se på, om man skal sætte projektet på pause.

Det er Transportministeriet, der tidligere på ugen meddelte, at den kommende s-togsstation ville blive 1,4 millioner kroner dyrere end den forventede pris på knap 55 millioner kroner.

S-togsstation er en af forudsætningerne for udviklingen af bydelen Vinge, der efter planen skal rumme 20.000 nye beboere og 4.000 arbejdspladser i 2035.

Men Enhedslisten savner en sikkerhed for, at projektet skrider frem som planlagt, og at der er passagerer nok til, at det giver mening at lave en station.

- Vi har fra starten sagt, at der skulle bo mindst 2.000 mennesker og være etableret 600 arbejdspladser, før vi frigav pengene, men det er vi slet ikke i nærheden af endnu. Vi har brug for en sikkerhed fra kommunen om, at der bliver solgt grunde og etableret arbejdspladser, siger partiets transportordfører Henning Hyllested.

Opførelsen af Vinge har været ramt af store udfordringer, efter det kom frem, at kommunen manglede finansiering af det storstilede projekt.

Derfor er der god grund til at standse op, når regnestykket for s-togsstationen begynder at skride, mener Henning Hyllested.

- En fordyrelse på 1,4 millioner kroner er ikke meget, men vi er bekymrede for, at det bliver en glidebane, hvor det ender med at blive meget dyrere.

Tvivl om s-togsstation kan få konsekvenser

I Frederikssund Kommune undrer borgmester John Schmidt Andersen (V) sig over, at Enhedslisten trækker i håndbremsen.

- Med Enhedslistens udmelding, begynder man at snakke om hønen og ægget igen. En s-togsstation er hele grundlaget for at bygge en by, der hedder Vinge, siger han.

Han ærgrer sig samtidig over timingen i udmeldingen, da der om en uge er frist for, at investorer kan byde ind på udbuddet af Vinge Centrum, der er et andet vigtigt ben i udviklingen af den nye by.

- Jeg kan da frygte, at potentielle investorer tænker, at der er partier på Christiansborg, som simpelthen ikke ønsker, at Vinge er et projekt, der skal lykkes.

Øvrige partier bakker op

Transportminister Benny Engelbrecht (S) skriver i en mail, at han vil indkalde de fire partier, der står bag aftalen om en s-togsstation i Vinge, til en drøftelse af sagen. Udover Enhedslisten og Socialdemokratiet er det SF og Radikale Venstre.

Hos Radikale Venstre er der stadig opbakning til projektet, selvom det bliver 1,4 millioner kroner dyrere end ventet, siger transportordfører Andreas Steenberg.

- Vi støtter fortsat Vingeprojektet, men når Enhedslisten har fået kolde fødder, må vi jo lytte til det.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra SF.