Endnu et madmarked åbner i København

I gamle dage gik man til slagteren efter kød eller til bageren efter brød. Nu kan det hele klares på et madmarked, som der bliver flere og flere af.

Det nye madmarked Westmarket Copenhagen åbnede i dag. Allerede fra morgenstunden var der stor interesse for varerne på det nye madmarked.

Tendensen har været klar de sidste årtier: De små specialforretninger lukker på stribe.

Men måske er de på vej tilbage i en ny form, nemlig som små stande på madmarkeder som for eksempel Torvehallerne i Indre København, Kødbyens marked, Papirøen eller det nye Aarhus Central Food Market.

I dag er endnu et madmarked åbnet, nemlig Westmarket Copenhagen på Vesterbro i København.

Dermed er København langsomt i gang med den udvikling, som internationale storbyer som New York, Paris, Barcelona og London har været igennem de seneste 10-20 år, siger Bjørn Henrichsen.

Han er by-geograf og nok det tætteste, man kommer på en madmarkedsekspert i Danmark.

- Når vi rejser, ser vi alle sammen, hvordan livet er i andre byer med rigtig mange madmarkeder og tænker: Hvorfor ikke i København? siger han.

Til forskel fra andre forretninger eller supermarkeder som Føtex, Superbrugsen eller Netto, tilbyder madmarkederne en stemning, som knytter sig til det offentlige rum, mener han.

- Supermarkederne knytter sig mere til det private rum, mens madmarkederne virker på os som et overflødighedshorn eller en labyrint – et mere sanseligt rum, hvor alting vender udad, og hvor vi føler os mere hjemme, siger Bjørn Henrichsen og fortsætter:

- Madmarkederne skal være et mødested i kvarteret, der handler om andet end bare indkøb af fødevarer, hvis de skal blive en succes.

I København er det gået godt med Torvehallerne i Indre By, men for et par år siden måtte Valby Torvehaller lukke efter kun et par måneder.

Følger man regnestykket fra de internationale storbyer og omsætter dem til danske forhold, har København plads til tre-fem store madmarkeder som Westmarket Copenhagen og 10 mere hverdagsorienterede markeder, mener Bjørn Henrichsen.

- Markederne tilpasser sig langsomt deres kvarterer de næste par år, og de bliver en succes, hvis de kan forme og skabe et udbud, der virkelig matcher lokalbefolkningen, siger han.

Så der kan sagtens komme flere madmarkeder inden for de næste år.

Københavns Kommune søgte i november operatører til fire til syv madmarkeder, der skal ligge rundt omkring i hovedstaden.