Dropper e-boks: App skal få misbrugere til at møde op til behandling

Der er vigtigt at målrette kommunikationen til misbrugere, mener Rådet for Socialt Udsatte.

Gennem app'en kan misbrugere blandt andet få påmindelser om deres tid på misbrugscentret, se hvornår de skal tage deres medicin og modtage videoer med information fra personalet. Arkivfoto (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Det sker alt for ofte, at misbrugere bliver væk fra deres behandling.

Derfor skifter et misbrugscenter i København i et nyt forsøg kommunikationen gennem e-boks ud med en app, der skal huske misbrugerne på deres aftaler.

- Vi håber, at påmindelser og den tættere kontakt giver færre udeblivelser, og at det især kan være med til at holde fast i dem, der helt falder ud af systemet, og som vi ikke ser igen, siger Anne Kirstine Svanholdt, der er leder af Rusmiddelbehandling Ørnevej, hvor projektet begynder.

Med app'en kan stofmisbrugerne få påmindelser, inden de har en aftale på misbrugscentret, se hvornår de skal tage deres medicin og modtage korte videoer fra personalet.

- Bare få dages udeblivelse er rigtig skidt for en misbrugers behandling. Den stabilitet, vi ved betyder rigtig meget, forsvinder. Og de får jo ikke deres medicin, så nogle gange er de nødt til at skaffe den af andre veje, siger Anne Kirstine Svanholdt.

I dag bruger personalet meget tid på at ringe til misbrugere, der ikke er mødt op, og det vil de gerne ændre på.

- Det er typisk sådan, at man ringer 10-15 gange, så det er jo tid, der går fra behandlingen, siger hun.

Og det er ikke kun i København, at det er vanskeligt at få misbrugere til at huske behandlingen, fortæller Jakob Kjellberg, sundhedsforsker ved VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- Vi ved, at rigtig mange misbrugere udebliver fra deres aftaler med sundhedsvæsenet. Det er en generel problemstilling, siger han.

Projektet på Rusmiddelbehandling Ørnevej er ved at blive etableret som et OPI-samarbejde - en Offentlig Privat Innovationsaftale - og skal i første omgang vare resten af 2017.

Men viser det sig at hjælpe, kan erfaringerne bruges flere andre steder på socialområdet.

Det fortæller Marianne de Lemos, projektleder i Københavns Kommune.

- Hvis projektet viser gode tendenser, er der absolut perspektiv i at udbrede det til de andre enheder på misbrugsområdet. Man kan også tænke, at det kan udbredes til psykiatrien, siger hun.

Og det glæder formand for Rådet for Social Udsatte, Jann Sjursen, at man prøver at gentænke den måde, man taler med misbrugere på.

- Det er 'the missing link', at kommunikationen ikke er tilpasset målgruppen, så derfor er det rigtig vigtigt med nye initiativer, der sikrer, at misbrugere rent faktisk kan profitere af den ambulante behandling, som de får tilbudt, siger han.

Jann Sjursen håber, at mange flere kommuner og misbrugscentre vil tage den slags kommunikation til sig.

Men selvom flere påmindelser er den rigtige vej at gå, skal man ikke regne med, at det løser hele problemet med at få misbrugere til at følge deres behandling, understreger han.

- For mange misbrugere er den her slags ambulant behandling ikke den rigtige behandling, men det er døgnbehandling. Og den udfordring løser en fiks app jo ikke; at vi har mangel på døgnbehandlingssteder i Danmark.