Gravide kvinder, enlige mænd, børnefamilier og børn uden deres familier ankom i nat til Center Sandholm. I alt 64 asylansøgere gik gennem porten ind til de gule centerbygninger.
Det var en træt gruppe mennesker, fortæller asylchef i Røde Kors Anne la Cour.
- De, der kom i nat, var meget udmattede. Så da de var blevet registreret hos politiet, skulle de have en seng at sove i, siger hun.
Købte ekstra dyner og madrasser
Røde Kors havde forberedt nattens modtagelse og var både klar med mad og tøj. Centret har foreløbigt plads nok til de nye asylansøgere, men de havde alligevel fundet flere madrasser frem fra lageret.
- Vi købte nogle ekstra dyner. Og vi har adviseret vores sundhedspersonale, så lige så snart de asylansøgere, der kom i går, er friske til det, skal de igennem en sundhedsundersøgelse, siger Anne la Cour.
Udover en sundhedsundersøgelse venter også interviews med Udlændingestyrelsen.
Skal fordeles til centre i resten af landet
Første punkt er imidlertid at skabe ro og danne sig et overblik over gruppen. De uledsagede børn bliver flyttet til modtagecentret i Gribskov, mens kvinder, mænd og familier bliver i Center Sandholm.
- Nu skal vi først klare nogle praktiske ting. De skal have tøj-pakker og have ro på. Derefter bliver de flyttet ud til de andre centre rundt om i landet, fortæller Anne la Cour.
Røde Kors fortæller, at de foreløbigt har plads nok til nye asylansøgere.