Det kostede 500.000 per medarbejder da Sikkerhedsstyrelsen flyttede til Esbjerg

I 2005 blev Sikkerhedsstyrelsen oprettet i Esbjerg, og det kostede en særbevilling på en halv million for hver medarbejder.

Venstre vil flytte statslige arbejdspladser til udkantsområder i blandt andet Jylland.

Det kan sagtens løbe op i en millionregning, når regeringen begynder på at flytte statslige arbejdspladser ud af hovedstaden.

Det så man i hvert fald i 2005, da Sikkerhedsstyrelsen blev oprettet i Esbjerg med 80 arbejdspladser, viser en evaluering.

Prisen var en særbevilling på 500.000 kroner per medarbejder:

- Bevillingen gik til indretning af lokaler, øget rejseaktivitet mellem Esbjerg og København og dobbeltbemanding i det første år, fordi man ville sikre sig kompetent opgavevaretagelse, siger Klaus Lindegaard, selvstændig konsulent i regional udvikling.

Udflytning skal kunne betale sig

Senest når Folketinget åbner i oktober vil regeringen præsentere hvilke styrelser, der helt eller delvist skal flyttes og hvorhen.

Men allerede nu lyder det fra oppositionspartierne, at det allervigtigste er at få så meget som muligt for pengene.

- Det skal bidrage til udviklingen i lokalområdet, fastslår Enhedslistens landdistriktsordfører, Henning Hyllested.

Lokalt samarbejde er nøglen

SF's ordfører på området, Karsten Hønge, pointerer, at samarbejdet med det lokale erhvervsliv er essentielt, så omkostningerne ved udflytningen tjener sig hjem:

- For SF skal en udflytning af en statslig arbejdsplads hænge sammen med de miljøer og arbejdspladser, som i øvrigt er i lokalområdet, og det skal man opnå igennem samarbejde, siger Karsten Hønge til P4 København.

I sidste uge var det fremme, at man i Norge brugte en million kroner for hver stilling, der blev flyttet ud..