DBU sikrer sig imod nyt kaos i Parken

De nødvendige forholdsregler er ifølge DBU taget, så der ikke opstår problemer med at få tilskuerne på plads fra start til aftenens landskamp

Mange danske fans nåede ikke ind på stadion til Thomas Delaneys 1-0 scoring imod Polen, som faldt efter et kvarter. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Når herrelandsholdet søndag aften trækker i de røde og hvide trøjer til hjemmekampen imod Rumænien, så gør flere tusinde danske fodboldfans det samme. Og denne gang skulle det ikke blive et problem at få de mange roligans på plads til nationalmelodien og kampstart. Det lover DBU.

Udmeldingen kommer efter den sidste hjemmekamp imod Polen for en måned siden, hvor der opstod kaostiske tilstande ved indgangene og flere fans gik glip at både nationalmelodien og den første scoring.

- Til kampen imod Polen var der faktisk ekstra vagter sat ind, men alligevel oplevede vi altså forsinkelser, forklarer Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU.

Problemet var, at mange polske fans havde købt billet til hjemmebaneafsnittet. Nogle polske fans lykkedes at med at komme ind i Parken og måtte eskorteres ud, imens andre måtte afvises i indgangen. Det førte til sammenstød mellem polske fans og politiet og gav altså lange køer foran nationalstadionet.

Men for sikre, at alle danske tilskuere i aften når at synge med på Der er et yndigt land, har DBU valgt ikke at nedjustere bemandingen, selvom de rumænske fans ikke møder så talstærkt op.

- Med langt færre rumænske fans er vi sikre på, at det er nok vagter til at få alle igennem indgangene i god tid, siger Jakob Høyer.

DBU opfordrer dog alle til at komme i god tid, når dørerne til Parken åbner halvanden time før kampstart.