25 ud af 81 medarbejdere i Naturstyrelsen har valgt at takke nej til at flytte med til Randbøl vest for Vejle, når styrelsen får nye lokaler, i forbindelse med udflytningen af de statslige arbejdspladser.
En af dem, der ikke flytter med, er Christine Claire der er journalmedarbejder i Naturstyrelsen. - Jeg vaklede godt nok meget med beslutningen. Jeg har noget fjern familie i Jylland, og der er pragtfuldt derovre, men det er ikke nok, siger hun.
- Jeg har et netværk her og et fedt sted at bo. Jeg har boet i København altid. Men det er underligt at sige nej, når jeg har været i Naturstyrelsen så længe.
Christine Claire og kollegerne, der har valgt ikke at tage med Naturstyrelsen, fik deres opsigelsesbrev i går. Og det har præget stemningen på arbejdspladsen.
- Der er en underligt mat stemning. Der er jo folk, der har taget beslutningen om at flytte med til Randbøl, og så der er også en del, der stopper. Endelig er der folk, der stadig vakler. Så der er en underlig stemning.
På trods af at Christine Claire havde taget beslutningen, blev hun alligevel lokket, da hun så tegningerne til det nye sted.
- Det ændrede faktisk min mening lidt. Men det var ikke nok. Jeg har taget min endelige beslutning, siger hun.
Christine Claire har dog aftalt at hjælpe det første halve år med flytningen, men så skal hun også finde et nyt arbejde. Og det kommer til at have store konsekvenser for Naturstyrelsen, at så mange stopper, mener Christine Claire.
- Der kommer til at være en masse tabt viden. Det bliver dygtige mennesker, der får stillingerne, men de skal starte fra bar bund. Al den viden som folk har haft i 10-15-20 år i styrelsen, den er tabt, siger hun. Omkring 700 af de 3900 medarbejdere, der rammes af udflytningerne, har sagt nej til at flytte med deres arbejdsplads.