Der kan være tusindvis af kroner at spare, hver gang en 600 liters skraldespand til almindelig husholdningsaffald bliver erstattet af separate pap-, papir- og metalcontainere til genanvendelse.
Sådan lyder det fra flere kommuner i hovedstadsområdet.
I København kan særligt beboere i etageejendomme se frem mod en samlet besparelse for ejendommen på omkring 2.200 kroner årligt, siger enhedschef i teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune Merete Kristoffersen.
Det er nemlig dyrere at køre ikke-sorteret husholdningsaffald til affaldsanlægget.
- Der er en fast pris for at få kørt sorteret affald væk uanset mængden. Det tynger ikke på samme måde på budgettet, siger hun.
I Rødovre Kommune er der rundt regnet 2.500 kroner at spare, vurderer affaldskonsulent Thomas Friis Jørgensen, der dog pointerer, at besparelsen afhænger af, hvad man sorterer.
Der er eksempelvis flere penge at tjene for kommunen på genanvendelse af pap, papir og metal, siger han.
- Plast er dyrere at sortere fra til genanvendelse, end det er at brænde det. Det betyder dog ikke, at man ikke skal sortere det fra. Målet er stadig at undgå at brænde det for at skåne miljøet, siger han.
I en rapport fra 2013 har konsulentfirmaet Cowi regnet på forskellige scenarier for øget affaldssortering i kommunerne. Her var konklusionen, at det stort set kostede det samme for kommunerne at indføre mere affaldssortering.
Gode råd til affaldssortering:
- •
Sølvpapir er lavet af aluminium og kan komme i metalcontaineren. Holderne til fyrfadslys skal samme vej.
- •
Har du hentet dåsesodavand i Tyskland, kan du også putte dem i pantautomaten, så bliver de genanvendt.
- •
Juletræet kan blive til flis eller kompost. Rigtig mange renovationsfirmaer i hovedstadsområdet tager træet med, hvis du stiller det i gården eller indkørslen efter jul.
- •
Gavepapiret kan blive til nyt papir, hvis det kommer i papircontaineren. Husk at fjerne gavebåndet.
- •
Papkasser kan også få nyt liv – kend forskel på pap og papir ved, at papir krøller og pap knækker. Kilde: Nicholas Krøyer Blok, Planmiljø