Ældre skal kæmpe med papirer for at slippe for digital post

Det er forbundet med stort besvær at slippe for den digitale post. Det oplever de ældre, der fortsat gerne vil modtage gammeldags breve fra det offentlige.

Ældre, der ikke ønsker at modtage elektronisk post fra det offentlige, skal bruge mange kræfter på at bede om undtagelse fra reglerne, så de fortsat kan modtage papirbreve.

Vejen til at beholde sine papirbreve er lang og besværlig for de op mod 350.000 ældre, der gerne vil slippe for at skulle modtage digital post fra det offentlige.

Den bekendtgørelse, der trådte i kraft for nylig, er på fire sider. Ansøgningen, den ældre skal udfylde, er på seks sider. Dertil kommer en vejledning på 21 sider. Desuden er der udgivet en 32 sider lang vejledning til sagsbehandlerne - med et tillæg på 17 sider.

- Det frygtelige er, at man opgiver, inden man er nået det, man skal, og man kan ikke overskue papirerne, siger Thomas Thomsen, formand for Ældre Sagens lokalafdeling i Hvidovre.

Fritagelse for e-post gælder kun i to år

Selv hvis de ældre kommer igennem papirstakken, er fritagelsen for elektronisk post kun en stakket frist:

- Man er kun fritaget i to år, og derefter skal man søge igen. Og hvis man ikke gør det, får man ingen post, men folk på 90 år bliver jo ikke bedre til computer på to år - desværre, siger Thomas Thomsen.

Han fortæller, at han har på fornemmelsen, at de ældre bliver syltet, for at de til sidst skal opgive at blive fritaget for digitaliseringen, selvom de egentlig burde være det.

Et besøg på kommunen kan hjælpe de ældre

I stedet for at skulle gennemgå de mange papirer, opfordrer Ældre Sagen til, at man henvender sig personligt i sin kommune for at få hjælp til fritagelsen for digital post.

- Man skal gå ned til borgerservice i sin kommune og vise dokumentation, sætte et kryds og sin underskrift, siger Thomas Thomsen, der bliver bakket op fra Christiansborg:

- Kommunernes Borgerservice skal hjælpe de ældre, så de kommer igennem med deres ønske om at slippe for digitale breve, siger it-ordfører for Socialdemokraterne Karin Gaardsted, der erkender, at det er forbundet med besvær for de ældre, der vil beholde det gammeldags brev.