Verdens stærkeste vindmølle bliver født på Fyn

Vestas tonstunge topmodel, 8 megawatt-vindmøllen, bliver produceret i Lindø Industripark.

  • Vindmøllehovedet, også kaldet nacellen, er møllens maskinkammer. Den vejer 390 ton. (Foto: © Vestas, Vestas)
  • Fabrikschef hos Vestas i Lindø Industripark, Henrik Jørgensen, vurderer, at arbejdet med nacellerne kan fastholde job langt ud i fremtiden. (Foto: © Nanna Ziegler, DR FYN)
1 / 2

390 tons. Så meget vejer vindmøllehovedet alene i MHI Vestas 8 megawatt-vindmølle, som er verdens stærkeste havvindmølle.

Vindmøllehovedet, også kaldet nacellen, bliver produceret i hal B4 i Lindø Industripark. Over 200 mand er i fuld gang, fortæller fabrikschef Henrik Jørgensen.

- Vi bruger dygtige, ufaglærte medarbejdere. En del elektrikere, teknikere og ingeniører arbejder også med møllen, fortæller han.

I 2014 indgik japanske Mitsubishi og Vestas Offshore et samarbejde, der blev til MHI Vestas Offshore Wind. Herefter blev den første 8 megawatt-mølle i produktion.

Det er dog DONG Energy, der har sikret produktionen de næste par år frem. Selskabet har bestilt henholdsvis 32 og 40 naceller, der alle skal bruges i havvindmølleparker i Storbritannien.

En mølle kan producere strøm til 8.000 husstande

Foruden ordren fra DONG er en ny på vej til en tysk havvindmøllepark. Det giver arbejde hos MHI Vestas Offshore Wind i Lindø Industripark de næste fem år frem, vurderer Henrik Jørgensen.

- Jeg er meget optimistisk for fremtiden. Jeg tror også, at vi kan fastholde danske arbejdspladser her på Lindø mange år ud i fremtiden, siger han.

Direktøren for Lindø Industripark, Carsten Aa, er også begejstret for, at det går MHI Vestas Offshore Wind så godt.

- Det sender et stærkt signal og viser, at Lindø Industripark er en stor spiller på Fyn, hvad angår beskæftigelse. Vi markedsfører os som førende indenfor vindmølleteknologi, så det er meget stort, at Vestas har produktionen af verdens største vindmølle herude, siger han.

Nacellen indeholder møllens maskinrum, hvor der er generatør og gearkasse. Vingefanget på den store mølle er 164 meter.

En enkelt mølle forventes at kunne producere strøm til cirka 8.000 husstande.