I år ville Postnord Danmark Rundt rigtig gerne gøre Nyborg til startby på årets 4. etape af det traditionsrige cykelløb. Ruten skulle bringe feltets ryttere over Storebæltsbroen, men her klodsede transportminister Ole Birk Olesen (LA) bremserne i. Man vil kun gøre en untagelse, hvis Tour de France afvikler løb i Danmark.
Det fremgår af mails som ministeren har sendt til DR.
Derfor blev Nyborg forbigået, da puslespillet om årets etaper skulle lægges. Ruten ville ellers være en oplagt lejlighed til at afprøve muligheden for en kommende Tour de France-etape, mener løbsdirektør for Postnord Danmark Rundt, Jesper Worre.
- Det er velkendt, at der arbejdes hårdt, også fra regeringens side, på at lokke Tour de France til Danmark inden for de næste par år. En tur over Storebælt havde været en god generalprøve.
19 minutter blev for meget
Beregninger, som transportministeriet selv har godkendt, viser, at den bilist, som først bliver trukket ned i fart på grund af løbet, skal bruge 19 minutter mere på strækningen over broen.
Det er hensynet til ferietrafikken over Storebælt, der i sidste ende fik transportministeren til at nedlægge veto og dermed aflive planen om en etape af cykelløbet på Fyn i år, fortæller Jesper Worre.
- Jeg synes, det er en forkert beslutning, siger næstformand i erhvervs- og udviklingsudvalget Martin Stenmann (S) i Nyborg Kommune.
Netop nu er kommunen i fuld gang med at udarbejde en samlet cykelstrategi, og derfor ville man bruge Postnord Danmark Rundt-etapen til at sætte fokus på den nye strategi. Derfor er kommunen frustreret over, at ministeren endnu en gang sætter en kæp i hjulet.
- Det var også forkert i 2017, da han sagde nej til, at man kunne løbe over broen. Den beslutning skal vi blive ved med at udfordre, når det i det her tilfælde betyder, at Nyborg ikke får lov til at være en del af Postnord Danmark Rundt, mener Martin Stenmann (S).
Også folketingsmedlem Jan Johansen (S) melder sig nu i kampen for at få kørt transportministeren ind. I næste uge vil han konfrontere Ole Birk Olesen (LA), når der er spørgetime i Folketinget.