Svendborg: Vi bliver forbigået i kampen om en ny politiskole

Hverken Rigspoliti eller Bygningsstyrelsen har besøgt Svendborg i deres søgen efter et egnet hjemsted for politiaspiranterne.

Svendborg vil gerne have, at den nye poltiiskole skal bo i deres tidligere AMU-skole. Men indtil videre har hverken Bygningsstyrelsen eller Rigspolitiet set nærmere på bygningerne.

Mens flere jyske byer har haft både Rigspoliti og Bygningsstyrelsen på besøg, så er Svendborg indtil nu blevet forbigået i jagten på at finde den bedste placering for en ny politiskole.

- Vi er meget forundrede. Jeg kan simpelthen ikke se nogen faglig begrundelse for, at Svendborg ikke skal være med i det her forberedende arbejde, siger Svendborgs borgmester Lars Erik Hornemann (V).

Han har ikke tænkt sig at give op og har derfor kontaktet både statsministeren, transportministeren og justitsministeren, ligesom han har opfordret alle sine byrådskolleger om at trække i alle de tråde, de kan.

Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen forstår heller ikke, at Svendborg allerede nu ser ud til at være ude af opløbet om politiskolen. Ifølge hende lever Svendborg op til alle de politiske krav, der er stillet til den nye placering.

- Derfor er det under ingen omstændigheder rimeligt, hvis Svendborg på forhånd er dømt ude. Jeg vil nu stille en række spørgsmål til justitsministeren om, hvorfor Svendborg ikke får besøg, siger Trine Bramsen.

De jyske byer, der ifølge Fyns Amts Avis allerede har haft besøg af Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen, er Sønderborg, Haderslev, Ikast og Vejle.

Svendborg har foreslået, at de kommende politiaspiranter skal undervises i byens tidligere AMU-skole.