Succesfuld ø-festival: Vi vil gerne have, at festivalen er lille

I dag åbnede Skarøfestivalen i det sydfynske med store musikere på plakaten og udsolgte partoutbilletter, men der er ikke ambitioner om at udvide i de kommende år.

Publikum mødte talrigt op i Æblehaven, da CV Jørgensen optrådte torsdag som et af årets hovednavne. (Foto: © Jesper Borup - DR Fyn)

Til daglig har den lille ø i Det sydfynske Øhav 30 beboere, men i disse dage er Skarø hjemsted for over 1.500 mennesker, når Skarøfestivalen afvikles.

Den lille ø-festival ligger i Æblehaven midt på Skarø og har sin helt egen identitet.

- Jeg synes, vi er en klassisk festival, hvor det handler om at være sammen og høre musik. Men vi er jo ikke som de andre festivaler, fordi vi er meget lille og ligger på en ø, siger Lasse Bekker, arrangør af Skarøfestivalen.

Skarøfestivalen løber af stablen d. 2. til 4. august 2018 og foregår i Æblehaven midt på Skarø med over 1.500 gæster. (Foto: © Jesper Borup)

Festivalen gæstes i år blandt andet af CV Jørgensen, Hjalmer, Bikstok, Rocazino, Søs Fenger og Søren Huss, og sammen med de mange publikummer kommer de sejlende til ø-festivalen.

- Det giver et helt specielt udtryk, og det giver folk en speciel følelse, når de alle sammen skal med den samme færge og er i samme båd og med den samme båd, siger Lasse Bekker.

Trods 45 minutters færgesejlads hver vej og en forholdsvis lille størrelse har festivalen formået at lokke de store navne til øen.

- Jeg tror simpelthen, det er sjovere for musikerne at komme til en lille festival, hvor man ikke sidder på et meget stort markareal et eller andet sted i landet i en skurvogn med plastikvægge og sidder der og venter på at skulle spille. Man træder ind, og man er en del af festivalen, forklarer Lasse Bekker.

Netop derfor opfordrer festivalarrangørerne musikerne til at gå ud på festivalpladsen og være en del af festen i stedet for at opholde sig i backstage-området.

- Backstagerummet er ikke en skurvogn, men min baghave, så jeg tror, at vi er i gang med at skabe en stemning, som også gælder for musikerne om, at det er sjovt at være herovre og spille, siger Lasse Bekker.

CV Jørgensen på hovedscenen torsdag klokken 14. (Foto: © Jesper Borup - DR Fyn)

Lang festivaltradition på øen

Festivalen er otte år gammel, men traditionen for festivaler på Skarø rækker mange år tilbage. Derfor er det helt essentielt, at netop Skarøfestivalen bliver på øen.

- Vi har fortsat traditionen, fordi vi synes, det er fuldstændig unikt og enormt sjovt at lave festivaler på denne her måde. Det er helt ustyrligt besværligt at have alting med færger herover, men det giver et specielt sammenhold og en speciel festival, som vi holder meget af, siger Lasse Bekker.

Med udsolgte partoutbilletter allerede tilbage i februar kunne man som festivalarrangør måske drømme om at udvide den succesfulde festival, men det er ikke Lasse Bekkers ønske.

- Det har vi simpelthen ikke lyst til. Vi vil gerne have, at festivalen er lille. Vi holder ustyrligt meget af, at festivalen er, som den er. 1.500 mennesker kan lyde af meget, men det er jo stadig i festivalsammenhæng en lille festival, siger han.

Fordele ved at være lille

Der er mange fordele ved at bevare festivalens lille størrelse, mener Lasse Bekker.

- Det betyder, at man kan gå rundt på pladsen, og at man ikke behøver at ringe til hinanden eller skrive beskeder om, hvor man er henne og aftale mødepunkter. For man går en cirkel, og så møder man dem, man er sammen med. Og man møder også dem, som er på festival tredje eller fjerde dag i træk, så man lærer ansigterne at kende på.

Ifølge festivalarrangøren er det primært det voksne publikum og børnefamilierne, som gæster Skarøfestivalen. (Foto: © Jesper Borup)

Den lille festival bliver på den måde som én stor årlig familiefest.

- Gæsterne begynder at lære hinanden at kende og kommer igen år efter år. Den her lille størrelse giver noget unikt,og det er det, vi dyrker, og det, vi holder af, siger Lasse Bekker.

Nyt navn til festivalen

Festivalen gik tidligere under navnet "Love In", men i år var det tid til forandring, forklarer arrangøren.

- Skarø er vores dna, så det har vi fået ind i navnet igen. Vi vil gerne dyrke det stednære. Vi har lyst til at manifestere, at vi er på Skarø, og at vi er festival i kraft af Skarø, og at den ikke kan ligge nogle andre steder end Skarø.