Skoleelever i Middelfart skal undervises af håndværkere

Der skal mere virkelighed på skoleskemaet i Middelfart, og kommunen vil nu invitere håndværkere og andre professionelle ind i skolen for at undervise børnene.

Folkeskoleeleverne kan se frem til at lære mere om, hvordan man bygger et hus, og hvor mange mursten, der skal til, når håndværk og virkelighedens arbejdsliv bliver pensum. (Foto: © Anders Bach, Dansk Byggeri)

Der skal flere håndværkere og butiksejere ind i klasselokalerne i vestfynske Middelfart.

Målet er at give børnene en undervisning, der er tættere på virkeligheden og give børnene et indblik i et arbejdsliv, siger Johannes Lundsfryd, skoleudvalgsformand i Middelfart:

- Det handler om at hente viden ind i klasserummet til den enkelte elev, så der bliver en mindre afstand mellem skole og praksis. 

Murermester melder sig frivilligt

Middelfart har på onsdag inviteret kommunens virksomheder til et møde for at snakke om, hvordan virksomhederne kan samarbejde mere med folkeskolen.

Peter Rishøj er murermester, og han vil gerne lære folkeskoleelever om mursten og cement. Han har allerede besøgt en lokal folkeskole, og det har givet ham mod på mere:

- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi som erhvervsdrivende kan bidrage. Jeg kan mærke forskel, når vi har været ude på folkeskolerne, at eleverne tænker anderledes, når der kommer en ude fra den virkelige verden.  

Skoleudvalgsformand afviser kommercielle interesser

Johannes Lundsfryd ser ingen fare i, at virksomhederne blot ser samarbejdet som god reklame:

- Nu er det jo ikke sponsorater, vi taler om her. Det er partnerskaber om, hvordan man kan skabe fokus på håndværk og erhverv i folkeskolen, og det er lærerne, der står for og har ansvar for undervisningen. 

For Peter Rishøj handler hans tilbud i højere grad om, hvad eleverne kan få ud af det:

- Det handler om oplysning og at få bragt håndværk, entreprenørskab eller innovation ud i folkeskolerne, så eleverne synes, at det kunne være sjovt at arbejde med.