Rod i papirerne: Bios sjusker med regningerne til region

En intern redegørelse viser, at Bios har lavet mange fejl i de regninger, som ambulanceselskabet har sendt til Region Syddanmark.

DR Fyn har gennemgået faktureringerne fra Bios, siden firmaet overtog ambulancetjenesten i september sidste år. (Foto: © Sine Skott - DR Fyn)

Ambulanceselskabet Bios har sendt en rodebunke af fakturaer med fejl til Region Syddanmark.

Det viser en intern redegørelse, som DR Fyn og Fyens Stiftstidende har læst.

Regningerne har fejl i navngivning og månedsangivelserne samt forskellige fakturanumre. Det resulterede blandt andet i, at ambulanceselskabet modtog dobbeltbetaling for ambulancedriften i december.

Bios fik dermed udbetalt 31 millioner kroner for meget, men hverken regionen eller selskabet reagerede på det, før en journalist fra Fyens Stiftstidende gjorde dem opmærksomme på fejlen.

Regionen erkender, at de burde have fanget fejlen med den dobbelte betaling.

- Det er en fejl, som er helt uacceptabel. Vi skal selvfølgelig have boret i, hvordan vi selv kan lave sådan en fejl, og hvorfor vi ikke opdagede den, siger næstformand i Region Syddanmark, Poul Erik Svendsen (S).

Den interne redegørelse konkluderer, at der er tale om flere menneskelige fejl og generel sjusk. Regionen har flere gange måttet gætte sig frem til, hvilke måneder og fakturaer der hang sammen. Men det er først nu, at regionen vil iværksætte en skærpet kontrol med betaling af regningerne.

Redegørelsen fastslår, at de involverede medarbejdere skal instrueres i at føre tilsyn med betalingerne, og hvis der er nogen former for tvivl omkring fakturaerne, så skal man fra regionens side kræve en ny faktura fremsendt.

Bios’ ledelse har ikke vendt tilbage på DR’s henvendelser.