Der skal ikke så meget til, hvis den lille land-købmand skal overleve. I en stribe landsbyer, landet over, har beboerne handlet lokalt i en måned i et forsøg på at undersøge, og eventuelt knuse, myterne om, at den lille lokale købmand ikke har de rigtige varer på hylderne og samtidig er alt for dyr.
Der er overraskende lille forskel på udbud og pris hos den lokale købmand og de større butikskæder, siger Lars Greve fra Skåstrup på Nordfyn. Han har, i en måned, sammen med fem andre familier fra Skåstrup/Ore lagt alle indkøb i den lokale Let-Køb.
- Jeg havde troet at varerne var dyrere, og at der var mange ting, man ikke kunne få. Men det passer faktisk ikke. Der var et bedre vareudbud end jeg havde regnet med, og priserne er ikke så meget anderledes end de steder, hvor jeg plejer at handle, siger Lars Greve.
Støtter lokale skoler - ikke købmænd
Vi lægger typisk 30-40 procent af vores dagligvarekøb lokalt, og det er for lidt til at holde liv i de små købmænd. Mange af de små butikker løber lige knapt rundt. Det er dog ikke mange procent af handlen, der skal flyttes, for at man kan beholde købmanden i lokalområdet. Det viser en analyse som pilotprojektet i LAG Ringkjøbing/Skjern har lavet.
Det er ikke nødvendigt, at de lokale beboere lægger al deres handel hos den lille købmand, ti procent kan være nok til at bakke op om den lokale dagligvarebutik. Traditionelt er det ikke købmanden der står øverst på listen, når landsbyen bakker op, siger Jørgen Madsen fra pilotprojektet i LAG Ringkjøbing/Skjern.
- Skolen får næsten 100 procent opbakning, det samme gør foreningslivet. Men ofte er vi ikke så gode til at bakke dagligvarehandlen op. Vi håber at det her kan være med til at åbne folks øjne for at den lokale købmand ikke er dyrere eller dårligere.
Når købmanden lukker, falder huspriserne
Om der er en købmand i lokalområdet eller ej, betyder noget, også for ejendomspriserne. 98 procent af landets ejendomsmæglere vurderer, at huspriserne i et område falder, når den sidste købmand lukker.
- Den værdiforringelse kan man købe mange liter mælk for, siger Jørgen Madsen fra pilotprojektet i Ringkjøbing/Skjern.
I Krogsbølle på Nordfyn håber lokalrådsformand Kjeld Hansen, at projektet kan åbne beboernes øjne for, hvorfor de skal støtte en købmand i deres område.
- Folk skulle gerne opleve at det totalt set ikke er dyrere at bruge den lokale købmand. De skal ikke gøre det for at holde bagdelen oppe på købmanden, men for deres egen skyld.