Pop, rock og dansk: Tinderbox offentliggør tre nye navne

Ellie Goulding, Royal Blood og Love Shop spiller på festivalen i Odense til sommer.

Tusindårsskoven i Odense danner rammen om festivalen fra 26. til 28. juni. (Foto: © pitrs, Colourbox)

Den nye danske musikfestival Tinderbox Festival har fredag føjet yderligere tre navne til plakaten.

Engelske Ellie Goulding, Royal Blood og danske Love Shop skal således spille på festivalen i Tusindårsskoven i Odense, som løber af stablen fra den 26. til 28. juni.

Det oplyser Tinderbox Festival til DR Fyn.

Ellie Goulding er blandt andet for sit hit 'Burn' fra 2013, mens Tinderbox med tilføjelsen af Royal Blood får et navn til ægte rock-fans. Danske Love Shop udkom i 2014 med albummet 'Kærlighed og Straf', og bandet fejrer i år sit 25 års jubilæum.

https://twitter.com/Tinderbox_dk/status/558549198673817602

Harris, H.U.G. og Williams

Ud over de tre navne, som fredag er blevet offentliggjort, gæster blandt andre Robbie Williams, Calvin Harris og The Cardigans festivalen.

Fra den danske musikscene har festivalen lavet aftaler med blandt andre Lars H.U.G., Carpark North og DAD. Også den fynske sangerinde MØ, der i løbet af de seneste to år har taget Danmark med storm, spiller ved den nye fynske musikbegivenhed.

https://twitter.com/Tinderbox_dk/status/558548411189051392

I alt forventer Tinderbox at præsentere flere end 50 artister på fire scener.

En partoutbillet, som giver adgang til alle tre festivaldage, koster 1.495 kroner plus gebyr. Gæster, der har hang til en mere luksuriøs festival, kan købe en VIP-billet for 2.495 kroner. En enkeltdagsbillet kan erhvervs for 895 kroner.

Store drømme og kritik

Festivalen, som er ejet af den danske koncert- og bookingvirksomhed Beatbox og den tyske koncert- og festivalarrangør FKP Scorpio, håber at nå 25.000 betalende gæster det første år. Målet er, at festivalen i løbet af en årrække kan nå 45.000 gæster.

Odense Kommune støtter Tinderbox Festival økonomisk med 23,45 millioner kroner over en ti-årig periode. Det har affødt kritik, fordi det frygtes, at festivalen med kapitalen kan udkonkurrere lignende arrangementer.

Odense Kommune har bedt Statsforvaltningen komme med en vurdering af aftalens overensstemmelse med kommunalfuldmagten. Ifølge loven må kommuner ikke støtte private virksomheder, men netop på kulturområdet er der større frihedsgrader for kommunerne.

Allerede det første år forventer Tinderbox at have udgifter for samlet 72,6 millioner kroner viser budgettet for 2015.