Speedwaykører Nicki Pedersen er kommet hjem til Danmark, efter han søndag styrtede voldsomt i speedwayklassikeren Den Gyldne Hjelm, der blev kørt i byen Pardubice i Tjekkiet. Nicki Pedersen brækkede fire ribben, 6. ryghvirvel og har brud på håndleddet tre steder.
- Efter omstændighederne har jeg det okay. Men den 10-timers lange køretur har været hård, for jeg må kun ligge fladt ned, da lægerne er bange for at bruddet i ryggen kan beskadige nervebanerne, siger Nicki Pedersen.
Den fynske speedwaykører var netop blevet kåret som europamester 2016 lørdag aften. Uheldet skete dagen efter i finaleheatet.
Nicki Pedersen havde arbejdet sig frem på andenpladsen, men da der manglede halvanden omgang, gik det galt, da han forsøgte at overhale russiske Emil Sayfutdinov, som vandt løbet.
- Jeg husker, at jeg kører i baghjulet på ham, og ryger højre om. Men så snart tindingen rammer hjelmen, forsvinder lyset fuldstændig, og så husker jeg ingenting, siger Nicki Pedersen.
Speedwaykøreren var bevidstløs i 15 minutter. Så vågnede han i ambulancen.
- Heldigvis kommer jeg til mig selv. Først snakker jeg vist russisk til ambulancefolkene, men derefter begynder jeg at snakke engelsk, siger han.
Nicki Pedersen skal til undersøgelse på Odense Universitetshospital, og selvom han før har været hurtigt på cyklen igen efter styrt, kommer der til at gå flere måneder denne gang.
- Jeg kommer nok til at misse resten af sæsonen, men jeg fik jo heldigvis europamesterskabet i weekenden, siger han.
Hvis sæsonen er færdig for Nicki Pedersen, så kan det få konsekvenser for dansk speedways deltagelse i næste års VM-serie. Her ligger Nicki Pedersen i øjeblikket nummer ni som bedste dansker, og det kræver en ottendeplads at kvalificere sig direkte til næste års serie.
Nicki Pedersen kan håbe på at få et af de fire wildcards til næste sæson.
Hør Nicki Pedersen fortælle, hvad han husker fra styrtet og minutterne efter: