Netop nu: Fyns Politi jagter våben i bandemiljøet

Black Army- og Hells Angels-klubhuse i Odense bliver lige nu ransaget af politiet.

  • Talstærkt politi ransager bande klubhuse i Odense. Her ved Black Armys klubhus på Nyborgvej. Politiet leder efter våben i forbindelse med de skudepisoder, der har været den seneste tid i Odense. (Foto: © Dr)
  • Politiet ransager også Hells Angels klubhus på Petersmindevej. (Foto: © Dr Fyn)
  • 12-14 betjente er rykket ud med hunde. (Foto: © Dr)
  • Hele området er afspærret, og skal ransages med både skovle og politihunde. (Foto: © Dr)
1 / 4

Der er et stort politiopbud ved Black Army og Hells Angels klubhuse i Odense.

Ifølge DR Fyn, der befinder sig ved Black Armys klubhus på Nyborgvej, er 12-14 betjente rykket ud og har afspærret området. Betjentene har både hunde og skovle med og afsøger området omkring huset.

Politiet ønsker ikke at kommentere de to aktioner, men oplyser i en pressemeddelelse, at man leder efter våben i forbindelse med de skudepisoder, der har været den seneste tid i Odense.

Politiet har tidligere haft visitationszoner i Odense og Nyborg, efter at en tysk Hells Angels-rocker den 27. august blev skudt. Rockeren blev ramt i benet, og efterfølgende blev en "banderelateret, yngre mand" anholdt og sigtet for drabsforsøg.

- Der er blevet indført visitationszoner i de to byer, fordi vi frygter, at situationen eskalerer efter episoden, sagde Erik Halkjær, pressetalsmand for Fyns Politi i august.

Odense har været plaget af en række skyderier. Senest torsdag den 29. september blev der affyret skud ved Rosengårdscentret i Odense SØ.

Fyns Politi kan ikke oplyse, hvorvidt dette skyderi er en del af konflikten mellem rockere og bandemiljøet.