Midnatsåben og morgenhår: Kunder flokkes om nyt Kim Larsen-album

Kunderne har stået i kø for at få fingrene i overraskende album fra Kim Larsen.

17-årige Emma Heiberg stod tidligt op for at købe det nye Kim Larsen-album. (Foto: © Carl Odorico - DR Fyn)

I nat fik danskerne en ny plade fra Kim Larsen.

Den afdøde musiker, der gik bort i september sidste år, har udgivet et nyt album - 'Sange fra første sal'.

Pladen blev sat til salg ved midnat, og det fik to pladebutikker i Odense til at holde natåbent.

- Da jeg kom her klokken 23, stod der en 45-stykker. Men da det blev midnat, så stod der 50-60 stykker. Det var helt vildt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, fortæller Bo Ellegaard, der er indehaver af Recordpusher.

I løbet af natten solgte han omkring 200 eksemplarer af albummet, der indeholder 12 helt nye sange. Til sammenligning sælger en stor, ny udgivelse på en god uge 25-30 eksemplarer.

Salget fortsatte fredag morgen, hvor Bo Ellegaard åbnede pladebiksen klokken 6.

Butikken ligger blot 150 meter fra Kim Larsens førstesalslejlighed, hvor ti af sangene er blevet indspillet.

Med morgenhår stormede Sonny Frederiksen ud ad døren for at købe albummet. (Foto: © Carl Odorico - DR Fyn)

En af de morgenfriske Kim Larsen fans var Sonny Frederiksen.

Han blev vækket af sin kæreste, som kunne fortælle, at der var kommet et nyt album.

- Hun sagde: 'Du skal ned og have den plade lige med det samme, og det kan kun gå for langsomt'. Så jeg stormede op med morgenhår og nåede kun lige at børste mine tænder, og så fes jeg ud på min cykel, siger Sonny Frederiksen.

Morgenkaffe og plade på repeat

I løbet af morgenen strømmer kunderne stadig til pladebutikken i det centrale Odense.

Malthe Bøgholdt kom stormende ind ad døren. Efter at have drønet seks kilometer på sin cykel for at købe albummet.

- Jeg har altid været super inspireret af hans musik. Jeg har ikke nået at høre nogle af sangene, men jeg tænkte bare, at jeg skulle nå ned at have den, inden det var for sent, siger han og fortsætter:

- En ny udgivelse af Kim Larsen sker ikke igen. Det var en stor overraskelse. Så jeg var nødt til at have den

Den samme følelse havde 17-årige Emma Heiberg, da hun i går aftes hørte, at der ville komme en sidste plade med Kim Larsen.

- Jeg kunne ikke vente. I går sad jeg med en aflevering og tænkte, at jeg må gøre det så tidligt som muligt. Så da jeg vågnede, skyndte jeg mig at tage tøj, på så jeg lige kunne komme herned, inden jeg skal i skole.

En sidste gave

Ingen af de morgenfriske fans havde regnet med, at de skulle opleve ny musik fra Kim Larsen. Derfor kom udgivelsen som en glædelig overraskelse for Emma Heiberg.

- Det er ret fedt, fordi han altid er en, man vil huske. Han betyder så meget for dansk musik. Det giver noget ekstra, at det er noget, han har siddet og arbejdet med i sine sidste dage.

På albummet er Kim Larsen blevet akkompagneret af sin søn, Hjalmer. Netop den konstellation er noget, der begejstrer de fynske fans.

- Det er fantastisk. Det er intet mindre end unikt. Selvfølgelig har de sikkert siddet og spillet musik sammen. Men at de udgiver det, og vi andre får lov til at høre det, det er jo helt fantastisk, siger Sonny Frederiksen.

Hele morgenen har 'Sange fra første sal' kørt på repeat på pladespilleren (Foto: © Carl Odorico - DR Fyn)

Velbevaret hemmelighed

Indehaveren er Recordpusher, Bo Ellegaard, fortæller, at han fik nys om den nye plade i lørdags. Fysisk fik han først albummet i hænderne torsdag eftermiddag.

- Alle i branchen har virkelig fået mundkurv på. Jeg har aldrig oplevet, at der har været holdt så godt på en hemmelighed op til en udgivelse. Der er så mange mennesker involveret. Normalt siver sådan noget ud. Men det gjorde det altså ikke før fire timer før udgivelse. Det er imponerende, siger han.

Også for ham kom udgivelsen som en store overraskelse.

- Det er en total surprise. Man kunne forestille sig, at The Beatles blev gendannet. Men den her var der ikke nogen, der havde set komme, siger Bo Ellegaard.

Han er ikke i tvivl om, at pladen bliver et sidste hit fra den folkekære musiker.

- Folk kender hans situation, og det gør, at man lytter lidt ekstra efter teksterne, som rammer lidt dybere ind i hjertekammeret. Det her projekt har hele tiden været Kims ønske, og hans manager har bare sørget for, at det blev en realitet.