Medier er begyndt at tale pænere om Udkantsdanmark

Ny undersøgelse viser, at den negative omtale af landdistrikterne de seneste tre år er faldet.

Udtrykket den rådne banan dækker over landområderne, der starter i Nordjylland og strækker sig sydøst over Danmark. (© Version2)

Udkant eller måske den rådne banan. Det er ikke altid de pæneste gloser, vi finder frem, når vi taler om de danske landdistrikter.

Men nu viser en ny undersøgelse, at vi faktisk ikke bruger de negative ord nær så meget som for tre år siden.

Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet har undersøgt, hvilke ord medierne har brugt de seneste fem år. Og undersøgelsen viser, at ord som Udkantsdanmark og Den Rådne Banan toppede i 2010, men brugen er nu samlet set næsten halveret.

Den rådne banan er på retræte

I 2010 brugte medierne ordet Udkantsdanmark over 10.000 gange. Sidste år blev det brugt knap 6000 gange. Også udtrykket den rådne banan er på retur.

Udviklingen skyldes blandt andet, at beboerne mange steder selv har taget fat, mener Gunnar Lind, der står bag undersøgelsen:

- Det er landdistriktsbeboere, som har gjort opmærksom på, at det er ikke kun en rådden banan derude. At der foregår faktisk en masse sunde ting og en masse driftig erhvervsudvikling. Der foregår en masse kulturelle aktiviteter, så det sort-hvide-billede har journalisterne taget af bordet, siger Gunnar Lind.

Ingen vil bo i en rådden banan

Han peger også på, at vi generelt er blevet mere opmærksomme på, hvilke ord, vi bruger om landdistrikterne.

Og det glæder Aase Jensen fra Bagenkop på Langeland:

- Jeg bryder mig ikke om de der negative betegnelser som Udkantsdanmark og den rådne banan. Vi kan godt gøre noget for at tale det op, siger hun.

I Nordjylland er Jeanette Smed Jakobsen flyttet fra Brønderslev til Aalborg, og hun tror omtalen af et område kan være med til at påvirke om hun eller andre flytter ud af de store byer.

- Hvem har lyst til at bo i udkanten af noget? Det er overhovedet ikke appellerende, siger Jeanette Smed Jakobsen og fortsætter:

- Det rygte eller ry en by har påvirker da, om man flytter dertil. Der er ikke nogen, der har lyst til at bo i en rådden banan.

Udkantsdanmark er stadig et varmt emne

Selv om de mange negative betegnelser nu er på retur, så kan forskerne ikke finde en tilsvarende fremgang i positive eller neutrale betegnelser for landdistrikterne.

Men det skyldes ifølge minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen ikke, at vi taler mindre om landdistrikterne. Til gengæld er medierne blevet mere nuancerede, mener han.

- Det er noget, der fylder stort set hver eneste dag. På mit resort-område må jeg sige, at det er  vores yderområder og de problemer, de står i, der fylder allermest, siger Carsten Hansen.

Han mener, at det betyder noget, hvordan områderne omtales.

- Der er jo ingen, der vil bo i en rådden banan, i ruiner eller blandt sociale nomader og derfor betyder det noget, hvordan tingene brandes på.