Der har været massiv opbakning til Danmarks Naturfredningsforenings kamp mod byggeri tæt på de danske kyster.
Sidste år blev den daværende regering, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti enige om at bløde lidt op for de regler, der beskytter den danske kyst.
Det vil man blandt andet gøre ved at lave en forsøgsordning, hvor der i en række tilfælde gerne må bygges tættere end 300 meter på kysten. Noget, der ellers er forbudt på grund af strandbeskyttelseslinjen.
De nye, politiske toner fik Danmarks Naturfredningsforening til at lave en underskriftindsamling på nettet for at bevare kysternes naturbeskyttelse, der skal sikre, at alle har lige adgang til den danske kyst. En kamp, som rigtig mange borgere tilsyneladende bakker op om.
Det er dansk hjerteblod
Siden indsamlingen blev annonceret 20. maj i år har omkring 95.000 skrevet under på hjemmesiden 300meter.dk. Det er mange flere, end naturfredningsforeningen havde turde håbe på:
- Vi havde forsigtigt snakket om, om vi mon kunne nå 100.000, men det var nok højere, end vi overhovedet turde drømme om. Det tal kommer vi alligevel til at nå, siger Vibeke Lyngse, der er direktør i Danmarks Naturfredningsforening.
- Det bekræfter os i, at det her er hjerteblod for danskerne, og noget, som vi virkelig vil stå sammen om at forhindre, siger direktøren.
Noget, vi kan være fælles om
Underskriftindsamlingen er en af de mest populære danske af slagsen på internettet indtil videre, og det er ikke så mærkeligt, hvis man spørger Anders Horsbøl, der er ekspert i politisk kommunikation ved Aalborg Universitet:
- De appellerer til noget, der gælder for hele Danmark, og noget, vi kan være fælles om – nemlig vores kyster. På den måde tror jeg, de kan nå ud til mange mennesker.
Han vurderer, at det også vækker opsigt blandt politikerne, når en underskriftindsamling kommer op i den størrelse.
- Det er et relativt højt tal, så der er nok nogle politikere, der vil tage det alvorligt og forholde sig til det, siger Anders Horsbøl.