Masser af henvendelser til ny social whistleblower-ordning

Der har været stort behov for anonymt at fortælle om eksempelvis vold og overgreb på børn, ældre og handicappede. Det viser de mange anmeldelser til en ny whistleblower-ordning.

Der er blevet taget godt imod whistleblower-ordningen, der skal afsløre kritisable forhold, blandt andet når det gælder anbragte børn og unge. (© Colourbox)

En ny whistleblower-ordning, som handler om at opspore svigt overfor samfundets svageste, er kommet flyvende fra start. Siden årsskiftet har landets fem sociale tilsyn modtaget i alt 183 anonyme henvendelser, skriver Avisen.dk.  

I Socialtilsyn Syd i Ringe på Fyn har medarbejderne modtaget 37 henvendelser fra bekymrede brugere, pårørende og medarbejdere.

Vurderer om der skal rykkes ud straks

- Når vi får en henvendelse tager vi straks sagerne op til behandling i et fagligt team bestående af erfarne pædagoger og en jurist, der vurderer, hvordan vi skal handle, og om vi skal rykke ud straks, siger Sissel Schmidt, jurist i Socialtilsyn Syd.

Politikernes hensigt med whistleblowerordningen har været, at særligt børn og unge skal have et sted at henvende sig, hvis de oplever bekymrende forhold på en institution eller et bosted.

Whistleblowerordningen er den første af sin art i Danmark, så derfor har det på forhånd været svært at vurdere, hvor mange henvendelser, der ville komme. Sissel Schmidt tøver ikke med at kalde ordningen en succes.

Tilsynet får sager som ikke ellers var kommet frem

- Man kan sige, at de henvendelser vi får via whistleblower-ordningen, kan være informationer, som ikke ellers var indgået i det tilsynsarbejde vi i øvrigt har. Det er en supplerende kilde til informationer, om hvad der foregår. Det er væsentligt, for vi skal sikre, at borgerne får den kvalitet i tilbudene, som de skal have, siger hun.

På Socialtilsyn Syds hjemmeside, står der at plejebørn kan henvende sig anonymt, hvis der foregår bekymrende ting i deres plejefamilie. Formanden for Plejefamiliernes Landsforening hilser ordningen velkommen, men synes også den er lidt ubehagelig.

- Det er ekstra vigtigt, at børn og unge bliver behandlet godt. Men Som plejefamilie bliver der i forvejen holdt meget øje med dig, og nu er der ekstra fokus på os. Det kan godt være lidt ubehageligt, siger Jens Vegge Bjørk, Plejefamilernes Landsforening.