Mange færre danskere bliver opereret for fedme

Der er markant færre, som ligger sig på operationsbordet og får en gastrisk bypass. På tre år er tallet faldet til en sjettedel, efter Sundhedsministeriet ændrede kravene til patienterne i 2010.

En fedmeoperation, også kaldet en gastrisk bypass, udføres ved at snøre patientens mavesæk sammen. (Foto: © DR)

Antallet af danskere, der får en fedmeoperation, fortsætter med at falde.

I 2010 blev 4319 opereret, men tre år efter i 2013 var det blot 719 danskere, der fik snøret mavesækken sammen i et forsøg på at tabe sig. Det viser friske tal fra Danske Regioner.

Det er formand for Gastic Bypass Foreningen, Hardy Hvam, ikke glad for:

- Det er synd, at ikke flere får den chance, som jeg og mange andre har fået for at få et nyt liv. Jeg ser det som et forsøg på at spare penge, at færre bliver opereret.

Begrænsning har stoppet flere operationer

I 2010 var antallet af fedmeopererede danskere så stort, at det fik Sundhedsministeriet til at gribe ind og markant hæve grænsen for, hvornår man kunne få en fedmeoperation.

Det var både på grund af udgifter til mange operationer og komplikationer deraf, der fik ministeriet til at skærpe krave for at få en gastrisk bypass.