Bleer, babymos og manglende nattesøvn. Nybagte mødre skal tumle med mange ting, men ny forskning fra Odense giver mødre én ting mindre at bekymre sig om.
De foreløbige resultater fra et forskningsprojekt viser, at der ikke er sammenhæng mellem amning og ADHD.
Den nyhed bliver modtaget med lettelse hos en mødregruppe i Odense, hvor flere af kvinderne har oplevet problemer med amning.
- Jeg havde enorm dårlig samvittighed. Jeg havde det virkelig skidt, for det var ikke et aktivt valg, at jeg stoppede min amning. For mig var det en falliterklæring, og jeg har virkelig været ked af det. Derfor er det godt, at der ikke er sammenhæng mellem amning og ADHD, siger Christina Føns Wills til DR Fyn.
Kan fjerne stigmatisering
Hun er mor til Isak og måtte stoppe med at amme efter to måneder. Hidtil har teorien har været, at jo længere tid moren ammer, desto bedre er barnet beskyttet mod ADHD.
Sofie Bruun Thomsen er mor til My på ni måneder. Hun måtte opgive amningen efter fem uger, og det er hendes håb, at det nye forskningsresultat kan fjerne bebrejdende blikke.
- Det er en lettelse, at man ikke skal tænke på, at hvis man ikke ammer, så udsætter man barnet for den risiko, at det kan få ADHD. Der er en form for stigmatisering, når man fravælger amning eller stopper tidligt. Hvis man gør det, så kan barnet få de og de problemer, derfor er det også en lettelse, siger Sofie Bruun Thomsen.
Del af større projekt
Indtil videre har forskerne undersøgt 271 børn på 26 måneder for sammenhængen.
Forskningsprojektet er del af det store projekt Odense Børnekohorte, hvor forskere følger over 2.500 børn i Odense fra fødsel til det 18. leveår.
De endelige resultater for amning og ADHD er klar i sensommeren eller det tidlige efterår.